Om BROEN Faxe

BROEN Faxe blev oprettet den 27/4 2026. Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af landsforeningen BROEN Danmark.

Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen.

Vi støtter børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Venlig hilsen

BROEN Faxe

Den gode historie

Ridepige

“Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!”

(Hilsen til BROEN Guldborgsund)

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

(Om støtte fra BROEN-forening)

Mor til dreng på 17 år

“Hej BROEN Vejle og Sanne! Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde, men da min dreng var 11 år, lærte vi BROEN Vejle og dig at kende. Jeg havde ikke penge til at lade ham dyrke sin drømmesport. Du trådte ind, og jeg glemmer ALDRIG dine ord, da jeg første gang spurgte, hvad jeg kunne gøre til gengæld. Du kiggede på min lille dreng og sagde: ‘Du skal bare love mig, at jeg bliver inviteret til kamp, når du spiller i Barcelona!’ Vi grinede lidt allesammen, og jeg var ydmyg og dybt taknemmelig, og det er jeg stadig. Nu er den bette unge 17 år gammel og på vej. Han har ofte sagt, at han ikke stopper før, han kan indfri sit løfte til dig. Måske bliver det ikke Barcelona, men han ender i en stor klub en dag, og jeg ved, at han som det første vil sende en billet til dig. Endnu engang 1000 tak for hjælpen!”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Træner i gymnastikforening

“Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

(Hilsen til BROEN-forening)

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for, at I hjælper os med at kunne gå til kampsport i fritiden. Et af mine børn har haft mange udfordringer i hans korte liv. Det at se, hvor meget hans udfordringer er mindsket ved hans sport, er jeg så glad for.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Forældre til dreng 18 år

“Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til børn på 11 og 14 år

“Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)

Mor til ridedreng

“Hans autisme og ADHD falder helt til ro, og jeg har en dreng, der ‘vokser’ for hver uge han er sammen med hesten. Ridningen er med til at styrke hans trivsel og øger hans læring i at skulle fokusere, give signaler og modtage ny viden og rettelser på samme tid. Ting, han er maks udfordret med i sin skole. Uden den ro, som han får igennem sin ridning, vil han ikke kunne overskue at være i skole hver dag.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn og ambassadør for BROEN: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.”

(I Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)