De gode historier

shutterstock_50643697_webI BROEN er vi overbeviste om, at et aktivt liv i fritiden er vigtigt for alle børn og unges trivsel. Derfor bygger vi bro for udsatte børn og unge til lokale foreninger og klubber, der tilbyder et positivt fællesskab om sport, musik, teater m.m sammen med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN begyndte i Horsens i 2002, og i forbindelse med 15 års jubilæet i 2017 samlede vi nogle af de gode historier fra “BROEN-børn” og fra samarbejdspartnere. Dem kan du finde i denne udgivelse “BROEN Horsens. Fortællinger om at bygge bro for udsatte børn og unge til en aktiv fritid 2002-2017”:

 

Vi får også mange tilbagemeldinger fra børn, forældre, frivillige i BROEN og professionelle, som arbejder med udsatte børn og unge, om betydningen af at blive støttet til en aktiv fritid. Her har vi samlet et udvalg af de gode historier om BROEN.

Citater fra børn

Pige 9 år: “Jeg er rigtig glad for at gå til gymnastik, og jeg har lært mange at kende og fået nogen nye, gode venner.”

Dreng 6 år: “Jeg vil skrive om, at jeg var rigtig glad for at gå til fodbold. Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”

Pige 8 år: ”Jeg synes, det er sjovt at gå til fodbold. Jeg har fået nogle nye venner ovre i fodboldklubben. Jeg leger nogle gange med dem. Jeg har haft en af mine venner fra fodboldklubben over hos mig på besøg, og det var sjovt. Vi legede sammen. Så jeg har det sjovt, når jeg er til fodbold.”

Dreng 11 år: ”Jeg er glad for Claus fra BROEN, han er sød, og han har lært mig meget. Han hjælper mig altid.”

Dreng 10 år: “Gik til svømning før, det er ikke så dyrt – der skal ikke hele tiden købes nyt tøj og sko. Kunne godt tænke mig at gå til badminton sammen med min bror Lasse og fodboldskole næste år. Har ikke prøvet endnu, da min mor ikke kan køre mig derover. Hilsen Nikolaj.”

Dreng 17 år: “Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

Dreng 10 år: “Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

Dreng 11 år: “Min sygdom er ikke nem at håndtere, men det kan karate. Så mega meget glad for hjælpen.”

Pige 13 år: “Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Pige 12 år: “Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

Ida: “Jeg er meget glad for ridning og meget taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at gå til det. Min mor er fattig og har ikke råd til, at jeg går til så dyr en sport, så jeg er mega lykkelig over, at vi hørte om BROEN Vejle. Jeg har fortalt det til mange af mine venner, for jeg synes alle skal vide, hvor fantastiske BROEN Vejle er.”

Oscar: “Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN VEJLE !!! :-)”

Avin 8 år: “I min fritid er jeg hjemme sammen med min mor. Jeg keder mig tit. Det er ikke så nemt at finde på noget at lave hele tiden.”

Pige 8 år: “Jeg er blevet mere selvsikker og har fået flere venner.”

Denice 8 år: “Jeg legede med en, der fortalte om at være spejder. Det lød spændende. Og så sagde jeg til min mor, at jeg gerne ville gå til spejder. Og jeg elsker det.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Askhab 14 år: “Det er en god klub. Jeg har fået nye venner – både tjetjenere og danskere. Jeg skal snart til min første kamp. Og jeg er en lille smule nervøs, for man kan godt slå sig.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Louise 12 år: “Kære alle inden for BROEN i Vejen. 1000 millioner tak for den store hjælp, det betyder virkelig meget for mig, også for min mor. Jeg kan slet ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er for jeres hjælp. Jeg synes, det er flot, at I hjælper så mange, som har brug for det. Jeg er bare verdens heldigste pige at få hjælp. Millioner af tak, jeg er så GLAD. Venlig hilsen Louise.”

Emma 14 år: “Hej Susanne. Det har været helt vildt dejligt, at BROEN Vejle har været klar fra starten af opholdet på julemærkehjemmet til at hjælpe os. Jeg har kunnet træne i Loop Fitness, når vi nu var hjemme så mange dage til påske. Det betyder rigtig meget, at nu, hvor jeg er kommet hjem, var der styr på fitness, jeg kan gå til, min plan er at træne 3 gange i ugen. Jeg har gerne villet cykle i skole for at få den motion med også, og det var helt vildt dejligt, at I så hurtigt sørgede for cykler til os. Jeg er rigtig glad for den hjælp, I har givet mig og håber, mange flere får samme hjælp. Fra jeg tog af sted 17. april og til nu, har jeg tabt 11 kg. Hilsen Emma” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Judith, 14 år: “Det er vigtigt for mig at dyrke sport, fordi jeg kan godt lide at få brændt en masse krudt af. Selv om jeg har en dårlig dag, kan jeg godt lide at møde op og være med, eller se på og måske bakke de andre op fra sidelinjen. Jeg har altid villet dyrke sport, især fodbold. Men jeg har aldrig fået mulighed for det. Jeg har fået mange venskaber gennem fodbold. Vi piger er blevet tættere på hinanden, og vi er blevet mere end bare gode venner.” (i forbindelse med at blive Årets Ildsjæl i 2015 på Lolland)

Nikolai 12 år: “Det er mega fedt, at BROEN Vejle har sørget for, jeg kan gå til fodbold igen. Jeg startede allerede sidste uge og træner 2 gange i ugen. Det er vildt sjovt at se andre drenge, de er søde. Jeg kan sagtens følge med dem nu. Jeg har også fået en cykel fra jer, så jeg kan komme ud og cykle igen, både i skole og over i skoven. I sommerferien skal jeg på fodboldskole, det glæder jeg mig rigtig meget til. Mega sejt I har givet mig det. Jeg tabte 14 kg de 10 uger, jeg var afsted. Hilsen Nikolai” (om samarbejde mellem julemærkehjemmet i Hobro og BROEN Vejle)

Pige: “Det er den fedeste sport, jeg nogensinde har prøvet, og jeg er så glad for at gå til ridning. Det giver mig mere selvtillid, og jeg føler, at jeg bedre kan være mig selv. Det er noget jeg ser frem til hver uge og noget af det bedste i mit liv. Tak for jeres støtte!” (hilsen til BROEN Guldborgsund)

Nahom 9 år: “Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.” (om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)

Amanda 16 år: “Jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan bruge min krop og være sammen med mine venner.” (om støtte til fitness fra BROEN Randers)

Elmin 13 år: “Jeg kan godt lide at spille fodbold, fordi det er sjovt, og fordi jeg er sammen med mine venner. På fodboldskolen lærer jeg nye teknikker sammen med dem, jeg spiller i klub med. Det er også sjovt at lære nye at kende.” (om støtte til fodboldskole fra BROEN Lolland)

Rose 16 år: Rose fortæller om sin oplevelse med håndbold, hvor hun oplevede, at alle var lige, når de spillede på banen: “At spille kamp og vinde og stå i rundkreds og råbe sammen. Det er nogle af mine bedste minder fra håndbold, som for mig var adgang til en masse nye, fede fællesskaber. Og der var også voksne, som var gode at snakke med – især én hjalp mig rigtig meget.” Rose siger videre, at det kun var muligt for hende at få råd til at gå til håndbold, fordi hendes mor søgte og fik fritidspas til hende og hendes søster, der går til karate. Moren søgte og fik også økonomisk støtte hos organisationen BROEN. “Det betød, at jeg fik samme slags håndboldtøj, håndboldsko og håndbold som de andre på holdet. Det var virkelig rart for mig at se ud som de andre. Jeg var ikke udenfor. Håndbolden har jeg endnu, selvom jeg er stoppet til håndbold på grund af mit knæ. Jeg har taget bolden med på min efterskole, fordi den betyder meget for mig, og jeg går nogle gange ud og spiller lidt med den for mig selv.” (Egmont Fonden: Egmontrapporten 2021, s. 30)

shutterstock_121768357_webCitater fra forældre

Forældre til dreng på 12 år: “Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”

Mor til dreng på 7 år: “Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

Forælder til dreng på 17 år: ”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har 4 børn i huset, som går til fodbold.”

Forælder til pige på 11 år: “Louise har fået støtte til gymnastik i 1 år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga støtten.”

Forældre til dreng på 8 år: “Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

Mor til pige på 9 år: “Kære BROEN Haderslev! Jeg vil gerne takke for den hjælp, I har været for min datter og jeg. Det har gjort vores liv til et bedre sted, at I har hjulpet med den økonomiske byrde til kontingentet til ridning. Jeg gik psykisk ned, da jeg uventet mistede min mor. Jeg måtte have hjælp til min datter, hun kom i pleje i et år. Dette var det hårdeste, vi nogensinde har gennemlevet. Jeg har knoklet med min bedring, og er i dag på den anden side og har det godt efter intensiv behandling. Eftersom jeg har været i behandling, har jeg måtte overgå på kontanthjælp. Dette er benhårdt, da der lige er til vejen og dagen. Min datter knyttede sig til ridningen i alt vores kaos og plejeforanstaltnings liv. Det blev det dyrebareste og ugens højdepunkt – det vi havde sammen, vores fællesskab. Det har løftet min datter så meget, hun tror på sig selv i dag, og hun føler, hun dur til noget. Det, at I har medvirket til fortsat at løfte hende, har givet pote, det har givet så meget mening i vores turbulente liv, da jeg har svigtet hende med min sygdom. Mit hjerte har blødt over, at jeg skulle melde hende ud, så hun igen blev offer for min sygdomshistorie. Hun fortjener at være barn og lege og ride for glædens skyld – ikke for at glemme, men for at udvikle sig. Tak fordi I har givet os magien i hverdagen og hjulpet med, at vi igen kan leve et godt og trygt liv. Af hjertet tak for den store hjælp I har været i vores liv. Mange gode hilsner fra Berit”

Mor til pige på 12 år: “Hej Lars og BROEN Herlev! Så fik jeg endelig overskud til at få skrevet til dig. Min fars kræft er under kontrol, og han skal snart starte strålebehandling. Med hensyn til Nikitas dans i Kernen sammen med Josefine, så kan jeg kun sige det må være jeres bedste investering!! I forvejen bruger hun meget tid på værelset og danser foran spejlet, men nu gi’r hun den virkelig gas. Hun glæder sig vildt til hver dansetime og synes, den er alt for hurtig slut. Hun taler meget om Josefine og om, hvor sød hun er, og om når hun tager hende i hånden og viser hende trinene. Før dansetimerne startede, plagede hun mig tit om at gå til alt muligt, jeg ikke har råd til, og de sidste par år til jiujitsu har jeg skullet trække hende til træning, men nu kan hun næsten ikke vente, til hun skal af sted, og jeg tror, hun kunne gå hver dag og i flere timer, så meget elsker hun det. Jeg ved ikke, om det passer, men det føles, som om hun er blevet roligere og mere selvsikker. Hun virker mere overbærende over for tøsefnidder, end hun har været før. Så den største tak til BROEN Herlev og til Josefine for hjælp og interesse i Nikita og mig. Jeg er dybt taknemmelig og meget ydmyg over den hjælp og støtte, vi får. Det er svært for at modtage, da jeg jo har et job og klarer mig til dagen og vejen og en lille smule til og tænker på, at der nok er nogen derude, der har mindre end jeg, men ikke desto mindre er jeg stadig lykkelig for det, I gør, da det, I hjælper med, er noget, jeg ikke ville have råd til og tilsyneladende er noget, der betyder så meget for min datter, som har rigeligt at tænke på og bekymre sig om med en bror og far, der vælger hende fra. Af hele mit hjerte tak og må karmaloven i den grad gælde hos jer! De kærligste hilsner Gitte”

Mor til Simone: “Simone kan godt lide at gå til gymnastik, fordi det er hyggeligt og sjovt, de lærer forskelligt, at slå kolbøtter, danser, motorisk godt (stor udvikling), og så kan de være sammen med andre børn. Simone glæder sig hver gang til hun skal afsted til gymnastik. Vi siger mange gange tusinde tak for jeres støtte. Vi er desværre nødt til at flytte til en anden kommune, da jeg er i arbejde der.”

Mor til Tasja på 7 år: “Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

Mor til Askhab 14 år og Imani 11 år: “Jeg har ikke selv råd til, at de går til noget. Så jeg er meget glad for hjælpen. Det er sundt for børn at gå til noget sammen med andre børn – i stedet for at sidde derhjemme.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Karatebørn2 shutterstock_142392139Mor til Teis på 15 år: “Hej Lars! Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!!! Mvh Kitt-Benica”

Mor til Nicolai på 16 år: “Hej Susanne! Vi er meget glade og taknemmelige for den hjælp, vi har fået i tidens løb. Nicolai er blevet mere åben og har fået mod på at spille mere og med flere. Han er blevet rigtig dygtig, og du har givet ham muligheder, han ellers ikke ville have haft. Tusind tak for den støtte du og BROEN Vejle har ydet og stadig yder. Vi satser på eliteklassen næste år og krydser fingre for at det lykkes.”

Mor til Lucas på 6 år: “Han glæder sig helt vildt og har allerede spurgt flere gange om, hvornår det er mandag, og han skal til fodbold igen.” (om støtte fra BROEN Horsens)

Forælder: “Vi er en stor famillie, men pengene er desværre ikke store. Mine børn ville gerne gå til gymnastik, men det var for dyrt. Så sundhedsplejersken sagde, at hun ville kontakte BROEN Lolland, som ringede tilbage til mig, og nu har jeg nogle meget glade børn, der går til redskabsgymnastik i Nakskov. Vi ved jo alle, hvor vigtigt det er at bevæge sig, så vi er fysisk sunde, men også hvor vigtigt det er at være glade og sociale, så psyken er sund. De er fantastiske, og gør et fantastisk stykke arbejde.”

Mor til pige: “Jeg vil bare lige sige jer tusind tak for jeres hjælp! Min datter er helt enormt lykkelig for sit nye fodboldtøj og især skoene. Som mor ønsker man intet andet, end at ens børn er lykkelige – så i dag fik jeg intet mindre end et ønske opfyldt. Det havde jeg ikke klaret uden jeres hjælp. Hun har længe snakket om de sko – for de andre på holdet havde jo nogle smarte nogle … så at hun kunne få lov at gå ind og vælge sine egne smarte sko var bare lykken. Tusind tusind tak!” (om støtte fra BROEN Guldborgsund)

Mor til tre børn: “Jeg gik ikke selv til sport, da jeg var barn, og jeg kan godt huske, at jeg følte mig lidt udenfor, når de andre havde været til stævner og snakkede om det bagefter. Så stod man bare der.”

Mor til to piger: “Det er godt for dem, at de kan sige, at de går til svømning. At de går til noget som andre børn. Det giver stolthed. Jeg er også blevet gladere som mor, fordi jeg ved, at de elsker at svømme.” (om støtte fra BROEN Silkeborg)

Mor til William, 12 år: “William på 12 år, som går i 5. klasse på en lille lokal friskole. Har fået diagnosen ADHD i 2012, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i 4 år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. William er meget brugt efter en lang skoledag, så der er han meget for sig selv og behøver ro. Derfor har han ikke særlig tit kammerater efter skole. Derfor betyder fodbolden rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på “tiden til ham” pga hans mindre søskende. Hørte så om jer og søgte om hjælp til, at William kunne komme på fodboldskole (første gang i 2015). Det var en kæmpe succes for ham, og han voksede så meget på selvtilliden/ selvværd-området. Og var heldig igen sidste år og nu igen, og han glæder sig så vildt. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse. Mvh Karina og William” (hilsen til BROEN Haderslev, mor er 38 år og har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)

Forælder til pige: “Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren. Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til 3 opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla 2018 i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).” (hilsen til BROEN Næstved)

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år: “Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.” (hilsen til BROEN Aalborg)

Mor til pige: “Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg som mor ville have gjort uden hjælpen og støtten fra BROEN Vejle. Min datter lever og ånder for fodbolden, men jeg studerer og har bare ikke pengene til fodboldsko, camps eller træningen. Men hun kan det hele, fordi Susanne og Oliver fra BROEN Vejle holder hendes mod oppe og støtter hende. Hun er bare blevet så god og ser frem til træning og camps.” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til pige: “Sofie har spillet nu 5 år med jeres støtte, og hun bliver ved. Hun kunne ikke spille, hvis I ikke støttede op om det, da jeg ikke har økonomi til det pga sygdom og studie. Så jeg takker så meget.” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til dreng på 17 år: “Hej BROEN Vejle og hej Sanne! Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde, men da min dreng var 11 år, lærte vi BROEN Vejle og dig at kende. Jeg ikke havde penge til at lade ham dyrke sin drømmesport. Du trådte ind, og jeg glemmer ALDRIG dine ord, da jeg første gang spurgte dig, hvad jeg kunne gøre til gengæld. Du kiggede på min lille dreng og sagde: ‘Du skal bare love mig, at jeg bliver inviteret til kamp, når du spiller i Barcelona!’ Vi grinede lidt allesammen, og jeg var ydmyg og dybt, dybt taknemmelig, og det er jeg selvfølgelig stadig. Men Sanne, nu er den bette unge 17 år gammel og på vej. Han har ofte sagt til mig, at han ikke stopper før, han kan indfri sit løfte til dig. Måske bliver det ikke Barcelona, men han ender i en stor klub en dag, og jeg ved, at han som det første vil sende en billet til dig. Endnu engang 1000, 1000 tak for hjælpen!” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til to piger, der er begyndt til gymnastik på to forskellige hold: “Den mindste snakker om det flere gange om dagen og tumler løs, når først vi er afsted, og den store er også helt vild med det. Det giver virkelig børnene glæde og en masse at snakke om og se frem til!” (hilsen til BROEN Lolland)

Mor til dreng: “Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til børn: “Livskvalitet til mine børn: BROEN Vejle gør en kæmpe forskel til fordel for mine børn. De kan takket være BROEN beholde deres sociale liv med de fritidsaktiviteter som bidrager til deres livskvalitet og aktive og sunde liv. De kan beholde og bevare et liv som andre børn, hvor deres kompetencer og interesser plejes og udvikles. De får mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer samt opretholde deres udvikling i interaktionen med andre børn uden for skolen, så de kan bevare deres læring i forhold til samspillet med andre og i den forbindelse blive gode til at fungere socialt. De får mulighed for at indgå i relationen på lige fod med deres kammerater, og den vej kan de opnå at få følelsen af fællesskab, det at være en del af noget betydningsfuldt. Det at få fornemmelsen af, at fodboldholdet som eksempel ikke lykkes, uden at jeg også deltager, er den bedste følelse du kan give et barn, som mangler lidt selvtillid. ‘Jeg er en del af fællesskabet, jeg er med til at lykkes’. Ved at de eksempelvis nu har fået mulighed for at deltage i spejderlejr og fodboldskole i deres sommerferie, kan de efter sommerferien fortælle stolt om deres oplevelser i ferien – de er del af fællesskabet og følelsen af at være en del af det. De ville ikke have haft mulighed for at kunne følge deres drømme uden BROEN Vejle.” (hilsen til BROEN Vejle)

Tanja, mor til Jakob på 19 år: “For en hel del år siden, da jeg var på kontanthjælp, der havde jeg ikke salt til et æg (som man siger) og at betale kontingent og udstyr til min søns fritids interesse, fodbold, havde jeg slet ikke råd til. Det var ikke sjovt, og jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Heldigvis for mig og særligt for min søn, så startede BROEN Herlev op det år. Jakob var så heldig, at han blev deres første barn, som de hjalp, og det gjorde for Jakob og vores familie en verden til forskel. Jakob er i dag næsten 20 år, og som han selv udtaler: ‘Havde det ikke været for Lars, som hjalp mig dengang og gav mig muligheden for at vælge sportens vej og de venner, som fulgte med, så havde jeg nok valgt den kriminelle vej og de venner, som fulgte med den vej.’ I dag er Jakob næsten færdig med sit andet grundforløb på TEC. Og har fået en læreplads som elektriker.” (hilsen til BROEN Herlev)

Mor til dreng på 16 år: “Hej BROEN Vejle! Synes lige jeg ville fortælle hvordan det går med D. Han var jo lige så vild med fodbold, da vi startede med at modtage hjælp fra BROEN Vejle tilbage i 2016, men det satte knæene jo en stopper for, men så prøver man bare en anden sport. Han begyndte på boksning og så kom Corona. Han har været så sej og dedikeret og trænet selv herhjemme, tabte sig 10 kg og tog 10 kg på i muskler. Nu er han i fuld gang derinde igen og træner mange gange om ugen, han hjælper også med at træne de små derinde. Han er blevet udtaget til at bokse ved DM (tror I moren er stolt). I dag har han bokset sin Diplom kamp, det er noget de skal inden det går helt i gang. Der har han fået rigtig fine point og ros. Hans mål er klart at blive professionel og han har også en vilje og så meget gåpåmod, at han nok skal nå langt, og i sidste ende er det jo egentlig Jer vi kan takke. Han havde sidste skoledag forleden, han er ved at være en voksen ung mand. Knus fra en rigtig glad ung mand og ikke mindst hans glade Mor.” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til 2 børn: “Pga. BROEN i Randers kan mine to børn gå til svømning – uden at jeg skal vende hver en krone eller sige nej til dem, igen. De får mulighed for at udvikle sig socialt og styrke deres selvtillid, ting som betyder så meget, og helt uden,  at de skal føle sig anderledes. I et hjem præget af sygdom og til tider for mange bekymringer er det bare helt vidunderligt at vide, at ens børn har sunde, normale interesser, hvor de kan få lov til at være børn! Tusind tak til BROEN, det er et fantastisk arbejde I gør.” (hilsen til BROEN Randers)

Mor til barn: “Hej Lars! Jeg har et barn på specialskole med nogle særlige behov og udfordringer i livet. Jeg kan mærke stor forandring efter opstart hos Krav Maga (selvforsvar). Både på selvtillid og selvværd. Det var aldrig sket uden din/jeres hjælp. Så kæmpestor tak for dig/jer.” (hilsen til BROEN Herlev)

Mor til Jens på 15 år: “Jens er det sidste år begyndt at isolere sig mere på sit værelse, hvor han spiller computer det meste af dagen. Skolen og den nære familie oplever ham, som mere indesluttet, trist og tavs. Selv har Jens svært ved at beskrive, hvorfor han har fået det så svært, men at han har et ønske om at bryde den ‘negative cirkel’ af isolation og inaktivitet, som han er kommet ind i. Han taler derfor med sin mor om, at han gerne vil gå til fitness med sine venner. Mor vil gerne bakke ham op, men har som invalidepensionist ikke midlerne til at hjælpe sin søn. Mor ansøger sammen med sin familieterapeut om midler til ved BROEN Randers, og får dagen efter bevilget støtte. Jens begynder til fitness med sin kammerat. Kort tid efter sælger han sin computer og begynder også at spille fodbold med kammeraterne i weekenden. Der er stadig mange ting, som Jens og familien skal arbejde på bliver bedre, men Jens har fået et mere aktivt og socialt liv, og mor er lettet over at hendes søn har det bedre og kan samtidigt få mere tid til sig selv, når Jens er ude af huset.” (hilsen til BROEN Randers)

Mor til to piger: “Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. Som man siger, ‘spejder er ikke noget man går til, spejder er noget man er’. Og det er mine døtre i den grad. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til børn støttet af BROEN: “Kære Susanne og BROEN Vejle! Jeg vil rigtig gerne dele min glæde med jer. Jeg har færdig gjort min uddannelse og har fået job, så nu kan jeg selv stå for mine børns fritidsaktivitet. Tusind tak for de mange års støtte som I har givet os, til stor glæde og sportslig udvikling som mine børn har gennemgået. I hjælper mange børn og unge, det er utrolig vigtigt for hver enkelt familie og for vores samfund som helhed. Jeg ønsker BROEN Vejle alt det bedste og tak for Jeres fantastiske arbejde!” (hilsen til BROEN Vejle)

Mor til to børn: “Jeg er så taknemmelige for at have modtaget støtte fra BROEN. Nu kan begge mine børn gå til en fritidsaktivitet, hvor de kan danne nye netværk og opleve andre ting, end det jeg kan tilbyde dem og have det super sjovt! Det er simpelthen så vigtigt, det I gør, så tusind tak for jer! Kærlig hilsen en mor og hendes to vandhunde.” (hilsen til BROEN Randers)

Citater fra frivillige i BROEN

Frivillig i BROEN Odense: “Jeg havde nogle drenge på 10 år med i en sportsforretning, hvor vi skulle købe et par fodboldstøvler og noget træningstøj – drengene var lidt generte og meget ydmyge og sagde pænt tak for hjælpen. Samme aften ringede en af drengene til mig og spurgte, om han måtte sove i sit nye træningstøj, fordi han var så glad for det.”

Formand for BROEN Horsens: “En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Kontaktperson i BROEN Køge: “Jeg oplevede mange børn, hvor familien ikke havde råd til et par fodboldstøvler til et barn, der gerne ville spille fodbold. Jeg oplevede også eksempler på, at et barn ‘arvede’ storebrors fodboldstøvler, som han var vokset ud af. Jeg oplevede også, at der var familier, der ikke havde råd til, at et barn kunne deltage i en turnering i udlandet. Det gik ikke alene ud over det enkelte barn, men også hele holdet, der skulle afsted. Det viste mig, at der er familier, hvor økonomien er så stram, at der ikke er råd til, at børnene kan deltage i fornuftige sunde fritidsaktiviteter. Jeg synes, det er glædeligt, at der landet over er mennesker, der mener, at der er behov for en særlig indsats på dette område.”

Formand for BROEN Silkeborg: “Vi er begyndt at hjælpe en pige på seks år, som aldrig har gået til noget som helst ud over skolen, Når hun kommer hjem, er det til forældre, som drikker. Der er ingen mad på bordet, for det er lige blevet glemt. Pengene er meget små, og forældrene prioriterer ikke en idrætsaktivitet til deres barn – et valg de har taget på deres barns vegne. Hun beskrives som en pige uden venner, selvtillid og selvværd. Hun kommer så i 0. klasse og møder her heldigvis en super lærer, og fra hende modtager vi en ansøgning. Jeg tager imod den, ringer til familien og fortæller, at vi i BROEN vil hjælpe pigen til gymnastik i foreningen tæt på hjemmet. Vi kontakter Sport 24, hvor hun får en ny gymnastikdragt. Den første gymnastikdragt nogensinde, og hun er virkelig glad. Jeg kontakter derefter foreningen, og der bliver taget så godt imod pigen. Tilbagemeldingerne på pigens trivsel er opløftende. Stille og roligt bliver gymnastikken et frirum, et sted hvor hun kan være barn, være en del af noget og hun blomstrer op. Det viser, hvordan en fritidsaktivitet kan gøre en stor forskel for et udsat barns hverdag.”

shutterstock_61811269_webCitater fra samarbejdspartnere

SSP-leder i kommune: “Jeg kan konstatere, at de tanker og idéer, som jeg blev præsenteret for i starten af 2003, nu har vist sig ikke blot at være bæredygtige, men har udviklet sig til, hvad jeg opfatter som en soleklar succes inden for det frivillige forebyggende arbejde med børn og unge. Jeres projekt er for mig et af de meget få eksempler på, at idealisme, ildsjæle og udsatte børn og unges behov mødes og går op i en slags højere enhed.” (anbefaling skrevet til BROEN Horsens)

Sundhedskonsulent i kommune: ”I min hverdag oplever jeg den livsglæde, det giver børn og deres familier at få hjælp fra BROEN. Mange børn får ikke opfyldt deres drøm om at kunne dyrke en fritidsinteresse, fordi deres forældre ikke har plads i budgettet til et foreningsmedlemskab. Her bygger BROEN virkelig bro. Jeg har set de fantastiske ansigtsudtryk, det giver, når ‘lillePeter’ møder ‘frivilligPeter’ fra BROEN i den lokale sportsforretning. Inklusion i en aktivitet drevet af frivillige ildsjæle, som ‘vil’ børnene, rykker virkelig noget hos den enkelte.”

Kontaktlærer på skole: ”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er XX nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”

Projektmedarbejder i fodboldklub: ”Det har betydet, at børnene er blevet fastholdt i foreningslivet og i klubben, da de ellers ville være blevet meldt ud. Ikke nødvendigvis med den begrundelse, at de ikke havde råd til det, fordi det kan være lidt af et tabu, men med en anden undskyldning.”

Familiebehandler i kommune: ”For nogle børn har det betydet, at de har fået et socialt liv, som de ikke havde prøvet før. Det har været vigtigt, at de kunne komme ind i det samme tøj, som de andre børn i klubben. Det har gjort, at de er kommet ind i fællesskabet, hvor de ellers har været lukket ude.”

Beboerkonsulent i helhedsplan: “Det har indvirkning på deres sociale liv, at de har mulighed for at deltage i idræt på lige fod med andre børn og deltage i det sociale liv, der er omkring en idrætsklub. Der er sundhedsmæssige gevinster ved at dyrke motion, og så er de beskæftiget i stedet for at hænge ud og kede sig. De får nogle aktivitetsmuligheder, som de ellers ikke ville have haft.”

Projektleder i kommune: ”Mikkel har en udfordring i skolen. Han passer ikke helt ind, og han er overset derhjemme, da hans mor er alene med ham og hans lillesøster på 4 måneder. Hans sagsbehandler tog kontakt til Aktiv Fritid, og nu går Mikkel til springgymnastik. Hver tirsdag henter hans frivillige følgeven Sonja ham. BROEN Vejle betaler kontingent for hans medlemskab, og Aktiv Fritid har matchet Mikkel med Sonja og givet dem et 10-turskort til svømmehallen, da de slet ikke kan nøjes med at ses en gang om ugen. Mikkel har nu fået både en følgeven og en reservebedste, han får brugt noget energi, og han glæder sig til hver tirsdag.”

Familiebehandler i kommune: “Det er lige præcis her, hvor vi har mange børn, der ikke kommer til at gå til fritidsaktiviteter, fordi det er der simpelthen ikke råd til på en kontanthjælp. Så derfor har jeg benyttet mig af det nogle gange til nogle familier. Så jeg har en stak liggende af de her ansøgningsskemaer fra BROEN.”

Træner i gymnastikforening: “Hvad er der ikke sket med Tasja (7 år) bare på et halvt år? Nu kan hun lave harehop og kolbøtter, og hun er blevet meget gladere.”

Projektleder i kommune: “Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.” (Aktiv Fritid i Vejle)

FDF leder: “TAK for jeres arbejde med ‘vores’ børn. Det er en kæmpe hjælp for FDF Nakskov, at I er der og kan hjælpe!:-)” (hilsen til BROEN Lolland)

SSP-konsulent i kommune: “BROEN gør en kæmpe forskel med at skaffe midler til kontingent, udstyr osv. for de børn og unge, der er i SSP’s målgruppe. Denne gruppe er stærkt underrepræsenteret i de lokale idrætsforeninger og andre fritidstilbud, der findes i kommunen. Men netop med BROENs hjælp får disse børn og unge mulighed for at dyrke en fritidsinteresse sammen med deres skolekammerater og måske også få nye positive venskaber igennem fritidsinteressen. Tilbagemeldingerne er alle positive, og der er flere eksempler på, hvordan netop støtten fra BROEN har fået børn i gang med en fritidsinteresse.” (udtalelse til BROEN Vordingborg)

Familiecentermedarbejder i kommune: “Anders har fået rigtigt meget ud af at få muligheden for at træne igennem jer. Anders træner næsten hver dag og har fået mange af sine kammerater med i centeret også, hvilket gør, at de incl. Anders lever sundere, får søvn og spiser sund kost, flere stopper med at ryge cigaretter og drikke vildt i weekenderne. Anders er desuden gået fra et fravær på skolen på 90 % til tæt på 0 %.” (hilsen til BROEN Lolland om 16-årig dreng på specialskole)

Træner for pige i danseforening: “Jeg, som træner for Sofia, og hendes forældre, er meget taknemmelig for jeres støtte hos BROEN Vejen. Sofia trives godt og har gennemgået en fantastisk udvikling i år. Hun blev oprettet som sportsdanser og danser sammen med sin partner til mange forskellige konkurrencer. De er jævnligt i avisen og deltager i mange små opvisninger, hvor vi præsenterer vores danse.”

SFO-distriktsleder: “Jeg vil gerne på vegne af NN søge om tilskud til et afslutningsstævne, som håndboldklubben skal til i slutningen af marts. NN er en dreng, der i den grad får nogle succesoplevelser igennem sit håndbold, og her er han en del af et fællesskab, som gavner ham ind i sit skoleliv, som til tider kan være svært. Vi håber meget på, at han kan få den oplevelse sammen med sine holdkammerater, da det er med til at styrke ham.” (i ansøgning til BROEN Tønder)

Familiebehandler i Randers Kommune: “Amanda havde massivt skolefravær, og der var bekymring for Amanda, da hun tilbragte meget tid rundt omkring i Randers by med andre unge, der også manglede noget at lave. Der blev igangsat et behandlingstilbud af Randers Kommune til Amanda, hvor en stor del var at prøve at give hende mulighed for at få sunde interesser og samvær med andre unge. Amanda havde et ønske om at starte til fitnesstræning med sine veninder, men det kunne ikke lade sig gøre, da familien ikke havde råd til det. Her kom BROEN Randers til hjælp, da den bevilgede Amanda et fitnessabonnement. Amanda træner nu to gange ugentligt og kan være sammen med venner i fitnesscenteret. Amanda fik lavet en vigtig U-vending i sit liv og kommer nu også stabilt i skole. U-vendingen skyldtes hårdt arbejde fra både Amanda og hendes forældre, men den hjælp, hun fik af BROEN Randers til at udleve sine interesser, var uden tvivl af af kæmpe betydning!” (om støtte til pige på 16 år)

Sundhedsplejerske i Halsnæs Kommune: “Jeg vil lige give dig en tilbagemelding omkring Teis. Han har nu været afsted på Helteskolen i Hillerød to fredage – i dag er tredje gang.
Mor fortæller meget begejstret om Heltetræningen, og at Teis er så glad for at gå der. Han refererer til det hele tiden og øver sig på de yoga- og kampsportøvelser, han har lært. Jeg er så glad på Teis’ vegne, og det er lige det rigtige for ham. Han får der redskaber til at styrke sit selvværd.” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Citater fra politikere

Henrik Nielsen (K), formand for udvalget for erhverv, beskæftigelse og kultur i Svendborg Kommune: “Det handler ikke kun om motion. Det handler også om at blive del af fællesskaber, hvor der er mulighed for at løfte sig og få et godt liv.” (i artikel om BROEN Svendborg)

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V): “Jeg er grundlæggende optaget af at samle viden om initiativer, der rent faktisk hjælper udsatte. Det her er et klassisk eksempel på mødet mellem frivillige og mennesker, der måske er på vej ud over kanten. BROEN viser, at det har en positiv afsmittende effekt på unges dannelse og uddannelse, når de har et sundt og meningsfuldt fritidsliv.” (ved besøg hos BROEN i Køge den 23. maj 2016)

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.” (om støtte til BROEN Guldborgsund)

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget, Guldborgsund Kommune: “Kultur og fritidslivet er for os alle sammen i kommunen. Så selvfølgelig skal også de økonomisk udsatte familier kunne deltage, så deres børn og unge får glæde af alle de mange facetter foreningslivet byder på – lige fra Kulturfabrikkens ungemiljø til Billedskole, musikskole og idrætsgrene som brydning, gymnastik, fodbold og håndbold. Det er og skal være en del af barndommen for alle børn og unge i kommunen, at de får glæde af de tilbud, der er.” (om støtte til BROEN Guldborgsund)

Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.” (i forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Citater fra ambassadører for BROEN

Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen er ambassadør for BROEN (foto: Helle Lindvig Fogt for BROEN Danmark)

Jeanette Ottesen, elitesvømmer: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN Danmark findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

Maria Skov Kristensen, tidligere BROEN-barn: “Jeg kan huske, at jeg blev rigtig glad. Det var starten på et danseeventyr. Det var starten på det sociale danseliv. Det var rigtig mange venner, man kom til at få. Det har været hele mit liv, at jeg kunne få lov til at danse.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)