Udsatte børn og unge skal ind i foreningslivet

Indlægget er skrevet af Henrik Dam Kristensen, der er medlem af BROEN Danmarks bestyrelse

Et gammelt mundheld siger, at når to danskere mødes, giver de hinanden hånd. Når tre danskere mødes, så danner de en forening. Foreningslivet ligger så dybt i vores kultur, at det er helt afgørende for at kunne forstå og begå sig i Danmark. Foreningslivet danner rammen om, hvordan vi organiserer vores arbejdsmarked, hvordan vi bruger vores fritid, og hvordan vi påvirker beslutningerne i samfundet – fra planlægningen af lejrturen i skoleklassen til et engagement i et politisk parti. Men foreningslivets betydning er større og dybere end det: De klassiske foreningsfællesskaber, som f.eks. spejdere og idrætten, er helt grundlæggende med til at bryde den negative sociale arv og kan sikre, at alle kommer med i samfundsfællesskabet.

For som forskning på området viser, så giver foreningslivet et unikt fællesskab på tværs af sociale skel og livssituation. Foreningslivets værdier, strategier og praksis handler ikke om konkurrence og vindermentalitet. Her er fokus på det forpligtigende fællesskab. På den enkeltes mulighed for at definere og udvikle aktiviteter på lige fod med andre. Undersøgelser viser, at foreningsdeltagelse giver styrket selvværd og identitet, venskaber og tillid til andre mennesker, samt konkrete kompetencer og netværk, der styrker muligheden for at gennemføre en uddannelse og erhverve et arbejde. Eksempelvis foretrækker over 80 procent af alle erhvervsledere at ansætte medarbejdere der har et foreningsengagement med i rygsækken.

Men når nu foreningslivet kan medvirke til at bryde den negative sociale arv, så er det også brandærgerligt at konstatere, at de social udsatte ikke er nok med i foreningslivet. Danskere med en lang uddannelse er langt mere aktive i foreningslivet end danskere med en kort eller ingen uddannelse. Og etniske minoriteter involverer sig i mindre grad end den øvrige befolkning. Det er ikke ond vilje fra foreningerne, for de inkluderer gerne. Men et foreningsengagement går ofte i arv i familien, og hvis ikke forældrene er eller har været håndboldspiller, spejder eller noget helt tredje, jamen så bliver børnene det heller ikke.

Der er derfor brug for at gøre en særlig indsats for, at socialt udsatte børn og unge præsenteres for – og bliver en del – af foreningslivet. For er man som barn blevet en del af foreningslivet, så er det som oftest et livslangt engagement i samfundsfællesskabet.

En del af løsningen er givet med folkeskolereformen. Her er målet, at endnu flere børn skal stifte bekendtskab med foreningslivet i den understøttende undervisning. Men det er ikke gjort med det. Der er også brug for at styrke samarbejdet mellem foreningslivet og de fagpersoner i den kommunale forvaltning og de institutioner, der er tæt på de børn og unge, som har et særligt behov for støtte til et aktivt fritidsliv. Et samarbejde hvor vi, som i BROEN Danmark, sammen løfter flere udsatte børn og unge ind i foreningslivets stærke fællesskaber.

En effektiv indsats mod negativ social arv kræver, at flere kommer med i samfundsfællesskabet ved at deltage i foreningsfællesskabet. Og forudsætningen er enkel: Vi skal alle styrke samarbejdet om at få de socialt udsatte børn og unge bragt ind i foreningsfællesskabet.

Indlægget er skrevet til Center for Socialt Ansvars blog af Henrik Dam Kristensen (MF), gruppeformand for Socialdemokraterne og bestyrelsesmedlem i BROEN Danmark.

Find blogindlægget hos Center for Socialt Ansvar