30/06/2023

Stafet mod børnefattigdom til Bydelsmødre

Bydelsmødre med stafet

Repræsentanter fra Bydelsmødre modtager stafetten (Foto: Børnesagens Fællesråd)

Netværket “Børn i fattigdom? Nejtak!” sendte fredag den 16. juni stafetten mod børnefattigdom videre til Bydelsmødrene under Fonden for Socialt Ansvar, efter at stafetten har været det seneste år hos Egmonts Fondssekretariat.

Overrækkelsen skete ved et arrangement i Børnesagens Fællesråds stand under Folkemødet på Bornholm. Børnesagens Fællesråd er sammen med BROEN Danmark og en række andre organisationer med i det uformelle netværk, som sætter fokus på problemet med børnefattigdom i Danmark.

Desværre er der fortsat behov for at sætte fokus på behovet for støtte til børn i økonomisk trængte familier i Danmark, trods det forhold at det i år var fjerde gang, at børnefattigdomstafetten blev givet videre.

Tidligere har Rådet for Socialt Udsatte og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd haft den i sin varetægt, mens vi i netværket håbede på, at politikere og Folketing tog stærkere skridt til at modvirke børnefattigdom. Skridtene har indtil nu været for små og uambitiøse, selvom vi fra netværkets side har råbt op og givet konkrete forslag til at gøre skridtene større og helst nå til at kunne erklære fattigdom blandt børn i et rigt land som Danmark for et ikke-problem.

Vi er godt med på, at der er større og anderledes livstruende fattigdom ude i verden, men ikke desto er fattigdom i et barns liv noget, der påvirker det langt ind i voksenlivet og giver ringere chancer for at klare sig selv og indgå positivt i samfundet som voksen. Det viser nyere forskning med al tydelighed.

Maria Krog

Maria Krog læser citater op fra BROEN (Foto: BROEN Guldborgsund)

Maria Krog fra BROEN Guldborgsund er også medlem af bestyrelsen i BROEN Danmark, og hun repræsenterede os på bedste vis med et par af vores mange gode historier om den forskel, som økonomisk støtte og opbakning til et aktivt fritidsliv kan have for et barn og hele dets familie. Tak til Maria for indsatsen!

Find nogle af vores gode historier i BROEN