11/06/2024

Sønderjysk musiker laver slagsang og donerer til udsatte børn

Jan HH

Jan Hanquist Hansen med kunstnernavnet Jan HH (Pressefoto)

Jan Hanquist Hansen er i det daglige tandlæge i Aabenraa. Men han er også musiker og komponist under kunstnernavnet Jan HH.

Han har netop udgivet sit bud på en slagsang til EM i fodbold og andre sportsbegivenheder, hvor danske sportsfolk kæmper for de danske farver. Slagsangen hedder kort og godt “DK”, og Jan HH har taget sangerinden Anja Møllerskov med på banen til en duet.

Jan Hanquist Hansen alias Jan HH har valgt, at hele indtægten fra sangen skal doneres til at hjælpe socialt udsatte børn til at kunne deltage i aktiviteter i fritiden gennem BROEN Danmark.

Om dette valg fortæller han blandt andet i en pressemeddelelse:

“Jan HH ønsker både at hjælpe de danske landshold og udsatte børn

‘HOLGER, DANSKE’, ‘VALDEMAR, SEJR’ bliver der sunget med patriotisme i stemmen, mens marchtrommerne buldrer derudaf. Det er dog ikke kun gennem denne sportssang, Jan HH vil skabe en samhørighedsfølelse. Jan HH har nemlig valgt, at hele indtægten fra nummeret skal doneres til BROEN Danmark, som er en støtteorganisation, der hjælper udsatte børn og unge til en aktiv fritid.

Via sit borgerlige fag møder Jan HH ofte utilpassede og belastede børn, og dette har inspireret ham til at bidrage til det positive fællesskab som BROEN Danmark er garant for, og som rækker ud over sporten og direkte ind i børns trivsel. Jan HH, der betegner sig selv som ‘sportsidiot’, har dyrket og set mange forskellige sportsgrene hele sit liv. Netop derfor kender han selv til vigtigheden og betydningen af det sammenhold, sportsaktiviteter kan skabe i tilværelsen, specielt når man er barn eller ung.”

Sangen kan høres på forskellige streamingtjenester ved at søge på “DK Jan HH”, blandt andet via:

Soundcloud: DK (feat. Anja Møllerskov)

YouTube: DK Jan HH

Vi siger en stor tak for støtten og ønsker god vind med både slagsangen og til de danske sportsfolk ved sommerens store begivenheder.