27/07/2021

Malaga nået: Drømmen blev til virkelighed

Christina Poulsen og Jens Kasler nåede sammen med Kjeld Birklund i følgebilen frem til Malaga torsdag den 22. juli.

Det var finalen på fire ugers tur på cykel fra Køge, som de forlod den 26. juni. Vi har fulgt turen “Køge-Malaga 2021”, da Christina og Jens valgte også at bruge deres cykelferie til at samle penge ind til BROENs indsats for udsatte børns fritidsliv.

Ved ankomsten i Malaga stod familie og venner klar med danske flag til en festlig velkomst for de trætte, men glade cykelryttere. Mere end 3.200 km og 32.000 højdemeter blev tilbagelagt, inden de to hovedpersoner kunne dyppe tæerne i Middelhavet og køle af oven på en lang og krævende tur.

Her er det opslag, som Christina og Jens delte på Facebooksiden for turen ved ankomsten til målet i Malaga:

En drøm blev til virkelighed

“Endelig. Efter 3.200 km og 32.000 højdemeter fordelt på 23 etaper og 4 hviledage, er vi vel ankommet til Malaga.

Det har på alle måde været en unik og oplevelsesrig tur, som for altid vil stå som et godt minde. Vi er trætte, udmattet og skal helt sikkert bruge lidt tid til at fordøje alle indtrykkene.

Det er ikke nogen hemmelighed, at da vi kørte ind på havnen og så alle de fremmødte med dannebrog i hånden, var det sgu svært ikke at knibe en lille tåre. Det var stort.

Jens Kasler og Christina Poulsen køler af i Middelhavet

Vi fik en varm og hjertelig velkomst på havnefronten i La Caleta, hvor vi blev festligt modtaget af Christinas børn (og et kuld af unge venner som er på ferie hernede), Serafin ( en spansk ven ) og hans lille dreng. Til stor glæde var også Lennart fra BROEN Køge mødt frem.

Tak til jer alle som var mødt frem. Det betød meget for os. Tak til Jacob Poulsen, som havde arrangeret en fantastisk afslutning, med middag og kolde øl. Ydmygt siger vi TAK til alle jer, som har fulgt vores tur på FB, og STORT TAK for jeres bidrag til BROEN Danmark. En speciel tak til Kjeld Birklund – vores chauffør – som i snart fire uger har serviceret os på bedste vis. Godt gået, Kjeld.

Drømme kan af og til blive til virkelighed – det er denne tur et godt bevis på.

Forsat god sommer

Christina og Jens”

Find Facebooksiden for Køge-Malaga 2021

Find mere om løbet

Indsamling til BROEN

Som del af turen valgte Christina og Jens at samle penge ind til fordel for BROEN. Efter ankomsten til Malaga kan vi gøre resultatet op: Ikke mindre end 18.750 kr. blev indsamlet til at bygge bro for flere udsatte børn til gode fritidsaktiviteter. Indbetalingerne er fordelt på 12.800 kr. via MobilePay, 3.950 kr. via BetterNow og 2.000 kr. via bankoverførsel.

Vi siger en stor tak til Christina og Jens for deres indsats og til alle bidragyderne for støtten til udsatte børns aktive fritid!

Christina Poulsen og Jens Kasler sammen med Kjeld Birklund