04/07/2023

Kulturmidler til udsatte børns fritid

Paraatleter og initiativer for socialt udsatte er blandt de mange forskellige idrætsinitiativer, som får tildelt midler for 10,6 mio. kr. på årets idrætsaktstykke. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Til deltagere i de Paralympiske Lege i 2024 er der afsat knap 1,4 mio. kr. til Team Danmark, som er øremærket personlige hjælpere til paraatleterne frem mod legene.

Indsatser for socialt udsatte har også fået penge på aktstykket. Der er afsat 686.900 kr. til hver fire forskellige initiativer, som alle arbejder med at lave idrætsinitiativer til socialt udsatte og mennesker, som er ramt af hjemløshed:

  • OMBOLD
  • Idræt for Sindet
  • Sport for LIVET
  • BROEN Danmark

Desuden er der midler til Game, der laver gadeidræt for børn og unge, og Play the Game til fremme af demokrati og ytringsfrihed i den internationale sportsverden.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Foto: Folketinget, Marie Hald)

Om uddelingen siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt:

”Idrættens fællesskaber er en helt grundlæggende del af det Foreningsdanmark, som rigtig mange af os kender og holder af. For mig er det vigtigt, at idrættens fællesskaber favner os alle. Uanset, hvordan vores kroppe ser ud, eller hvor i livet vi er. Jeg glæder mig derfor over, at vi med aktstykket særligt har kunnet prioritere nogle af de initiativer inden for idrætten, som bygger bro til mennesker, som måske kan have svært ved at indgå i et traditionelt idrætsfællesskab.”

Find mere hos Kulturministeriet