BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Skulptur for Idrættens Sociale Pris 2024 (Foto: BROEN Danmark)
Ved gallashowet Sport 2024, som lørdag den 4. januar 2025 blev afholdt i Jyska Bank Boxen i Herning og vist på på DR1, blev BROEN Danmark og alle BROENs frivillige ildsjæle tildelt årets Idrættens Sociale Pris.
Prisen blev overrakt af håndboldspillerne Magnus Saugstrup, Rasmus Lauge, Henrik Mølgaard og Mathias Gidsel. Omkring 80 frivillige fra BROEN-foreninger var også tilstede i Boxen og blev af studievært Tina Müller kaldt på scenen til at modtage hyldesten fra et stående publikum i en fyldt Boxen.
Bag prisen står Grundfos Fonden og DIF (Danmarks Idrætsforbund). Med prisen følger 75.000 kroner til indsatsen med at hjælpe børn til en aktiv fritid.
I et skarpt felt havde en priskomité blandt 10 bruttokandidater udvalgt tre nominerede til prisen. Ud over BROEN Danmark var BAT60+ i Københavns Kommune ved Gert Jørgensen og Lars Bo Kaspersen samt Haderslev Fodboldklub kandidater i finalen.
DIF: “Et enestående arbejde for at sikre børn og unge adgang til idrættens fællesskaber”
Om prisen skriver DIF på sin hjemmeside:
“I udvælgelsen af kandidater til prisen har alle jurymedlemmer forholdt sig til en række opstillede kriterier. Man har blandt andet set på, om den sociale indsats har skabt opmærksomhed eller bedre forhold for minoriteter i idrættens verden, om den har medvirket til øget livskvalitet og trivsel hos en gruppe, og om den i særlig grad har styrket lokalsamfundet.
‘BROEN Danmark lever op til alle kriterier og gør et enestående arbejde for at sikre børn og unge adgang til idrættens fællesskaber. Det er beundringsværdigt, og det er fantastisk at kunne fejre i dag under de helt særlige rammer, som SPORT 2024 skaber,’ siger Morten Mølholm Hansen.
Og som man må forstå på sekretariatsleder Erik Haumann fra BROEN Danmark, så er dagens sejr først og fremmest en sejr for alle BROENs frivillige.
‘Det er et kæmpe skulderklap til vores frivillige i vores 35 lokalforeninger, der gør en kæmpe forskel hver dag. Det er de frivillige, der gør indsatser som vores rigtig stærk,’ udtalte han tidligere i forbindelse med den endelig nominering.”
Grundfos Fonden: “Positive fællesskaber er en væsentlig beskyttelsesfaktor mod mistrivsel”
Om betydningen af at bygge bro til fællesskaber i fritiden lyder det videre hos DIF:
“De har været i gang længe – de frivillige i BROEN Danmark. Foreningen blev stiftet tilbage i 2002 og har nu aktiviteter i mere end hver tredje danske kommune.
Det er denne imponerende og solide indsats, der er årsagen til, at de i dag kan kalde sig vindere af Idrættens Sociale Pris 2024.
‘Vi havde et stærkt felt af kandidater til prisen, men BROEN Danmark skiller sig ud med sin bredde og tyngde i indsatsen. Her er en forening, der virkelig er lykkedes med at hjælpe en stor gruppe børn og unge ind i idrættens fællesskaber,’ siger direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF (Danmarks Idrætsforbund).
Han har sammen med fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden haft den afgørende stemme i forbindelse med udnævnelsen af dette års prisvinder.
Fra præsentationen af BROEN som kandidat (Foto: BROEN Danmark)
‘Vi ved, at deltagelse i stærke, positive fællesskaber er en væsentlig beskyttelsesfaktor mod mistrivsel, hvor børn og unge kan føle sig trygge og have gode venner. Det har derfor stor værdi, når BROEN Danmark baner vejen for, at børn og unge kan være med i idrætslivet og skaber muligheden for, at alle har en plads og kan bidrage i fællesskaber,’ siger Kim Nøhr Skibsted.”
Fakta om Idrættens Sociale Pris
Sociale indsatser på idrætsområdet gør en stor forskel for mange, der har det svært. Indsatserne er således med til at løfte et samfundsansvar, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkender med Idrættens Sociale Pris. Prisen uddeles for anden gang i år, og det er netop sket ved SPORT 2024 i Boxen i Herning – et gallaevent, der vises på DR1.
Find hele omtalen af prisen hos DIF
Find videoklip af alle vindere ved Sport 2024 hos DR
Find mere om Grundfos Fondens fokus på inklusion
Efter tv-showet lykkedes det at samle nogle af BROENs frivillige bag scenen: