BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Siden 2018 har EDC Poul Erik Bech Fonden bidraget med en donation i millionklassen til BROEN Danmark, og i år er ingen undtagelse.
BROEN har modtaget 1,15 mio. kr., der fordeler sig på 23 af BROENs 36 lokalforeninger. Det er de steder, hvor der både er en EDC Poul Erik Bech-mægler og en BROEN-lokalforening.
“Over årene har vi oplevet en stigning i antallet af børn og unge, som vi har støttet. Men endnu vigtigere er vi også flere frivillige end sidste år, hvilket primært skyldes, at der er kommet to nye lokalforeninger til. Derfor er vi også yderst glade for, at EDC Poul Erik Bech Fonden endnu engang bidrager med en flot donation i millionklassen, der hjælper vores lokalforeninger i hele landet med at støtte børn og unge,” siger Erik Haumann, sekretariatsleder i BROEN Danmark.
Jane Bech, direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, siger: “Via overskuddet i EDC Poul Erik Bech støtter vi foreninger, der gør en ekstraordinær indsats for udsatte børn og unge. BROEN Danmark er et rigtig godt eksempel herpå, da deres frivillige spiller en aktiv rolle i at fremme børn og unges trivsel og sundhed. Det er præcis sådanne projekter, som vi gerne vil støtte, og derfor har vi været med siden 2016 og doneret minimum 1 mio. kr. om året siden 2018.
Foreningslivet er en vigtig del af lokalsamfundene i Danmark, og BROEN yder en stor og vigtig indsats med at inkludere dem, der normalt ikke ville have råd til at være en del af sådanne fællesskaber. BROEN har en professionel tilgang og er i tæt dialog med bl.a. pædagoger, lærere, SSP og andre støttepersoner, der yder en stor indsats. Det glæder os derfor, at vi igen i år har mulighed for at yde støtten,” siger Jane Bech.