Støt Broen Danmark - Min konto

12. marts 2014

Donation dukker op i pokaldyst i Horsens

Active Kids logo

Logo for Active Kids Foundation fra R2-koncernen.

I forbindelse med pokalkampbraget mellem Vejle Boldklub og AC Horsens den 15. marts 2014 på CASA Arena i Horsens har R2-koncernen i Hedensted, herunder R2 Group og R2 Agro, valgt at donere kr. 25.000 til de lokale foreninger, Broen Vejle og Broen Horsens, som har til formål at støtte udsatte børn med idræt- eller andre fritidsaktiviteter.

Donationen sker via koncernens egen fond, R2 Active Kids Foundation, og når Vejle Boldklub går på banen til denne kamp, vil det derfor være i trøjer med netop R2 Active Kids Foundations logo. Fondens formål ligger meget tæt på Broens formål, nemlig at fremme sundhed, fysisk aktivitet og læring for børn og unge. Indtil nu har R2 Active Kids Foundation koncentreret sig om medarbejdernes børn, men i denne forbindelse har koncernen valgt at udvide dens rækkevidde.

”Vi har igennem mange år været sponsor hos Vejle Boldklub, men vi ligger jo geografisk placeret midt imellem Vejle og Horsens. Derfor vil vi gerne fejre denne lokale kvartfinale på bedste vis ved at støtte Broen Danmarks lokalafdelinger i netop Vejle og Horsens”, udtaler CSR-ansvarlig for R2 Group, Heidi Bang Rasmussen og fortsætter: ”Broen Danmarks store arbejde lokalt sikrer, at også udsatte børn og unge har mulighed for at spille fx fodbold eller gå til anden sport, og det vil vi via vores R2 Active Kids Foundation meget gerne støtte op om”.

Find hele pressemeddelelsen fra R2: R2 Active Kids støtter Broen

R2 Group fremstiller bl.a. ingredienser til fødevarer.

Broen Danmark siger tak for støtten på vegne af de to lokale afdelinger.