BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Cykelløbet BROEN Danmark Rundt nåede pinsesøndag den 8. juni frem til målet i Silkeborg. 589 kilometer blev tilbagelagt, siden starten gik i Lyngby onsdag den 4. juni.
Turen er forløbet godt for de 25 ryttere og de fire servicefolk – en på motorcykel i front til at dirigere holdet sikkert gennem trafikken, og tre fordelt i to følgebiler til at hjælpe med tekniske problemer og transportere bagage.
Flere af BROENs lokalforeninger er blevet besøgt undervejs, og de har både sørget for forplejning og fortalt om den lokale indsats med at bygge bro for børn til en aktiv fritid.
Holdet og inviterede gæster har hørt om betydningen af at hjælpe børn og unge i økonomisk trængte og socialt udsatte familier til gode fællesskaber i fritiden. Vi har også hørt om vigtigheden af et godt samarbejde mellem fagpersoner i kommunerne og frivillige i foreningslivet.
Deltagerne i cykelløbet har selv betalt for deres udgifter til turen, og de har desuden samlet godt 200.000 kr. ind i sponsorater. Overskuddet fra turen går ubeskåret til at hjælpe udsatte børn til fritidsaktiviteter.
Her følger en kort beskrivelse af de enkelte etaper i BROEN Danmark Rundt 2025:
Etape 1
På rådhuset i Hillerød bød borgmester Kirsten Jensen velkommen sammen med BROEN Hillerød. Kirsten Jensen takkede for indsatsen og talte om værdien af et godt samarbejde mellem den kommunale indsats og den frivillige, som kan supplere og styrke hinanden.
I Stamhuset hos Greve Nord Projektet i Greve fortalte Mohammed og Mehmet fra BROEN Greve om den positive udvikling ved at samarbejde med den boligsociale indsats og idræts- og fritidsforeninger i hele Greve kommune.
Etape 2
På Grundlovsdag kunne borgmester Marie Stærke i Køge sende holdet af sted med ord om Grundloven og om børns ret til en aktiv fritid. Videre gik turen med ledsagelse af seks motorcykler fra klubben Legendarious Danmark og borgmester Henning Urban Dam fra Stevns Kommune samt triatlet Emil Holm. Sidstnævnte er ny ambassadør for BROEN Stevns, som tog imod med et fint depot i Rødvig Havn.
Hos Næstved IF i boldklubbens lokaler tog BROEN Næstved imod, mens fodboldspillere trænede på banen udenfor. Mange børn bliver støttet af BROEN til at gå til fodbold og anden sport, men vi støtter også spejder, musik, dans, teater og andre fritidsaktiviteter. Alene i Næstved kommune blev ca. 350 børn hjulpet sidste år. I 2024 blev der på landsplan støttet 7.514 børn af BROENs lokalforeninger.
Ved Korsør blev cyklerne sat i en trailer, og rytterne kunne hvile benene i en bus over Storebæltsbroen.
På torvet i Nyborg spillede Danehofgarden, da holdet rullede ind sammen med en stor flok ryttere fra Nyborg Cykelklub. Udvalgsformand Lone Schmidt i Nyborg Kommune bød velkommen, og BROEN Nyborg stod for lotteri med flotte sponsorerede præmier. Alle besøgende blev inviteret til at cykle med holdet til hotellet ved Storebælt, hvor lodtrækningen af præmier blev afsløret.
Etape 3
På en blæsende og regnfuld dag stred holdet sig over Fyn via Fåborg og Falsled til Middelfart, hvor et varmt bad ventede de trætte ryttere.
Etape 4
På forslag fra en af deltagerne besøgte holdet UNESCO-byen Christiansfeld, før ruten gik til Vejen Idrætscenter i Vejen.
Her tog fire lurblæsere imod foran indgangen til centret, som rytterne kunne rulle direkte ind i gennem skydedørene til et fint depot, arrangeret af BROEN Vejen.
Formand for BROEN Danmark Hanne Aalling Risager takkede holdet for at cykle Danmark rundt til fordel for børns fritidsliv. Medlem af folketinget Anni Matthiesen anerkendte BROENs indsats med at bane vej til fællesskaber for børn i familier med få ressourcer. Til sport, spejder eller andet, alt efter hvad barnet gerne vil gå til sammen med sine venner.
Dagens sidste stop blev i den gamle kongeby Jelling.
Etape 5
På dagens etape deltog to gæsteryttere fra Grundfos, da en af deltagerne på holdet arbejder i virksomheden og havde inviteret kolleger til at cykle med på den afsluttende etape.
BROEN Hedensted tog imod i Hedensted Centret. Her udtrykte Søren Vanting, der er formand for fritidsudvalget i Hedensted Kommune, sin glæde ved, at BROEN bidrager til, at alle børn kan få mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, uanset familiens økonomi.
Om eftermiddagen ankom holdet til Ly Outdoor Camp ved Silkeborg, hvor BROEN Silkeborg havde arrangeret en hyggelig modtagelse med musik og et flot fremmøde af familie og venner til holdet. Formand for arbejdsudvalget i Silkeborg Kommune Dorthe Jensen bød velkommen og fremhævede, at holdet havde sat spor på sin tur rundt i Danmark. Ikke bare på vejene, men også i hjerterne hos alle dem, der har fulgt løbet, og som følger BROENs indsats med at bygge broer for børn til fællesskab og tryghed.
Om aftenen blev turen fejret ved en afslutningsfest for hele holdet.
Find mere om BROEN Danmark Rundt
Billeder fra turen: