Jeanette Ottesen er tidligere elitesvømmer på det danske landshold og driver i dag en coachingvirksomhed. Hun er født i 1987 og kommer fra Lyngby. Jeanette har været ambassadør for BROEN siden 2016.
“Min sport har betydet utroligt meget for mig, og jeg vil gerne gøre noget for, at flere børn og unge også får glæde af en sport og det fællesskab, som er i en klub med idræt som omdrejningspunkt.Jeg håber, at jeg ved at være ambassadør for en lille organisation som BROEN kan medvirke til, at også børn fra udsatte familier med få ressourcer kan få nogle af de fantastiske oplevelser med sport og kammerater, som jeg selv har haft med min sport.”
Derfor har Jeanette Ottesen sagt ja til at være ambassadør for BROEN og sprede budskabet om, at også udsatte børn og unge har en mulighed for at gå til sport og andre fritidsaktiviteter med støtte fra BROEN.
Find omtale af indslag på Go’Morgen Danmark med Jeanette Ottesen
Fotos: BROEN Danmark.
Vi har stillet Jeanette nogle spørgsmål om hendes forhold til sin sport og til fællesskab i sporten.
Hvordan kom du til at gå til noget i fritiden?
“Det var meget simpelt. Min mor og far havde en klar holdning om, at min søster og jeg ikke bare måtte smide os på sofaen efter skole, men at vi skulle gå til en aktivitet et par gange om ugen.”
Hvorfor blev det svømning?
“Det blev svømning helt tilfældigt. Jeg var blevet træt af at gå til dans, så derfor skulle jeg vælge en anden sportsgren, og så blev det svømning, da min søster også havde dyrket det på et tidligere tidspunkt.”
Hvad betød det for dig at gå til noget i fritiden?
“Det betød rigtig meget, og specielt jo ældre jeg blev. Det blev vigtigt for mig, da jeg kom godt op i teenageårene, og da klassekammeraterne tog til fester osv. Der blev det vigtigt, at jeg havde gode kammerater til svømning, som ville det samme som mig.
Gik dine forældre og søskende også til noget?
“Mine forældre gik til sportsdans i deres unge dage, og mine søster har dyrket både dans og svømning, men primært ridning.”
Fik du venner i din aktivitet?
Ja jeg fik gode venner via min sport, og det var altafgørende for min bliven i sporten.”
Hvad betød trænerne for dig?
“Trænerne betød selvfølgelig meget på daværende tidspunkt, og hele kammeratskabet betød endnu mere.”
Hvad var der sket for dig, hvis du ikke havde gået til noget i fritiden?
“Så havde jeg nok hængt med de forkerte typer og havde nok endt i et usundt miljø.”
Hvordan fandt du styrke og ressourcer til at nå helt til tops med din sport?
“Jeg fik blod på tanden efter mit første OL som 16-årig i 2004. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg tænkte herefter, at jeg gerne ville prøve det igen, og jeg ville gerne nå helt til tops. Jeg blev meget inspireret af alle de dygtige atleter, man møder i en OL-by. Styrken kom fra min vilje og stædighed, ressourcerne kom fra min familie, som stod hovedet for, at både min søster og jeg skulle have en sport at dyrke.”
Hvad mener du er vigtigt ved, at børn får mulighed for at gå til noget i fritiden sammen med andre børn?
“Det er altafgørende føler jeg. Først og fremmest er det vigtigt for børns helbred og sundhed at gå til en aktivitet, dernæst er det altafgørende for hvilket miljø man vælger at begå sig i. Det skaber venskaber for livet, børn føler sig velkomne og deres selvtillid og selvværd forbedres, og så skaber det disciplin og arbejdsmoral. Der er kun gode og værdifulde ting ved at lade børn dyrke en sport.”