01/02/2022

Børnefattigdom fortsat udbredt i Danmark

De nyeste tal om børnefattigdom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser en lille nedgang i antallet af børn i fattige familier, og det er selvfølgelig positivt.

I en pressemeddelelse om den nye rapport skriver AE:

Figur børnefattigdom AE

Illustration af udviklingen i børnefattigdom fra 2015 til 2020 (Foto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)

“Denne udvikling skal ses i lyset af, at antallet af relativt fattige børn toppede i 2017 på 64.500. Det skete efter to års voldsomme stigninger fra 2015 til 2017. På trods af, at vi nu har haft tre år i træk med et faldende antal børn under fattigdomsgrænsen, er der fortsat flere fattige børn end i 2016.”

Tidligere har antallet altså været over 64.000 børn under 18 år i familier under den såkaldt fattigdomsgrænse. Men mere end 56.000 børn i familier under fattigdomsgrænsen i Danmark er stadig for mange. I en kommune som Lolland er det hvert tiende barn, og i kommuner som Frederikshavn, Greve, Halsnæs, Høje-Taastrup, Køge, Struer og Svendborg er børnefattigdommen steget siden forrige opgørelse.

Det er ikke tilfældigt, at det også er kommuner, hvor BROENs lokalforeninger oplever mange henvendelse om hjælp til at deltage i en aktiv fritid i det lokale idræts- og fritidsliv.

I det hele taget mærker vi i BROEN konsekvensen af den udbredte fattigdom i børnefamilier i form af de mange ansøgninger, der hele året ryger ind i lokalforeningernes mailbakke.

På samme måde får vi hos BROEN Danmark mange opkald fra frustrerede forældre og fagpersoner i kommuner, hvor vi ikke har en lokalforening, som spørger til mulighed for hjælp på anden vis. I de tilfælde gør vi vores bedste for at henvise til en anden støtteordning, hvis den findes lokalt, eller til en anden landsdækkende forening, der kan komme på tale.

Find mere om fattigdomsundersøgelsen hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

BROEN Danmark indgår i netværket “Børn i fattigdom? Nejtak!”, som gennem flere år har peget på behovet for en løsning til at forebygge og afbøde konsekvenser af fattigdom hos familier med børn under 18 år.