BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Netværket “Børn i fattigdom? Nej tak!” har sendt en fælles opfordring til politikerne om tiltag til at modvirke børnefattigdom i Danmark. Indlægget blev bragt i Politiken den 28. september 2021.
Fattigdom findes også i dit barns skoleklasse
I et rigt land som Danmark burde vi ikke have børn, der lever i fattigdom. Men det har vi. I vores børns skoleklasser sidder der elever, som oplever afsavn og skam på grund af deres families økonomi. De kan ikke deltage i fritidslivet sammen med deres kammerater. De kommer ikke på en ferie, som de kan vende tilbage til klassen og dele minder fra. Jul og skoleudflugter er ikke noget, de ser frem til med lys i øjnene, for børnene ved godt, at den slags koster penge – som deres forældre ikke har.
Børn fra fattige familier bekymrer sig om deres forældres situation, og de går ofte alene rundt med de tunge tanker, fordi det er svært eller skamfuldt at dele med andre. Det belaster børnene, og det er med til at tage deres barndom fra dem.
Jeg har det så dårligt over at se min mor ulykkelig, og jeg vil gøre alt for at se hende glad og hjælpe hende, men jeg ved ikke, hvad der skal til, når jeg ikke har nogen penge eller noget job, har en 15-årig pige sagt til BørneTelefonen.
Analyser viser, at børn og unge, der efter deres egen vurdering har færre penge end andre familier, oftere er i mistrivsel. De er oftere stressede, har lavere livskvalitet, er oftere ensomme, er ofte kede af at gå i skole og begår oftere selvskade. I en rundspørge blandt socialrådgivere på børneområdet svarer 9 ud af 10, at lave ydelser til forældrene forringer trivslen hos børnene.
De opslidende spekulationer rammer også forældrene. Red Barnets frivillige møder familier, der mangler penge til mad og tøj, og mange børn har aldrig prøvet at holde fødselsdag, for når forældre ikke kan holde fest for deres børn, vil de heller ikke sende dem til andres fødselsdage. Det giver forældrene skyldfølelse.
Hos Mødrehjælpen oplever 76 procent af forældrene, at deres økonomiske situation giver dem mindre overskud til deres børn. En mor har fortalt til Mødrehjælpens rådgivning, at hendes børn bliver påvirket af hendes stress over konstant at være i alarmberedskab for at få det hele til at hænge sammen.
En opvækst i fattigdom kan have store negative konsekvenser for børnenes trivsel nu og her og for deres muligheder senere i livet. Børn, der lever i fattigdom, får typisk kortere uddannelser, lavere indkomster og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre.
De familier, vi møder, har som regel en kombination af udfordringer. Vi ser herunder flygtningefamilier med sproglige barrierer og diagnoser som PTSD og familier med andre psykiske belastninger og diagnoser. Vores praktiske erfaring viser, at en del af de familier, der er på for eksempel kontanthjælp og integrationsydelser, befinder sig langt fra arbejdsmarkedet. Det afspejles også i den lave beskæftigelseseffekt, som eksempelvis kontanthjælpsloftet har haft.
Fattigdom lægger en ekstra byrde på familierne og er med til at forværre de øvrige udfordringer. Fattigdom flytter fokus fra forældrenes mulighed for at tage hånd om familiens egne problemer. Mange af dem kan ikke løses med et snuptag, men fattigdom kan vi fjerne. Det er vores pligt at lette børn og voksne for den byrde.
Da regeringen og støttepartierne formulerede deres forståelsespapir, var der en klar ambition om at bekæmpe børnefattigdom og indføre en fattigdomsgrænse. Det løfte holder vi regeringen og støttepartierne op på nu. Ydelseskommissionen kom i foråret med flere gode input til et nyt ydelsessystem. Vi opfordrer partierne til at gribe den oplagte chance til én gang for alle at komme børnefattigdom i Danmark til livs nu, hvor et nyt ydelsessystem forhandles på plads.
Vores organisationer er gået sammen for at bekæmpe børnefattigdom, og den 28. september sætter vi fokus på emnet ved en børne- og ungepolitisk høring på Christiansborg. Vores klare budskab er: Ingen fattige børn i Danmark. Vores opfordring er, at et nyt ydelsessystem som minimum sikrer, at:
Antallet af børn, der lever i fattigdom i Danmark, er næsten fordoblet på 20 år. I 2001 levede godt 30.000 børn i fattige familier. De seneste år har antallet ligget omkring 60.000. Det er 60.000 børn, der tumler med voksenbekymringer, og som har ringere livsmuligheder, når de vokser op.
Vi oplever hver dag konsekvenserne af, at alt for mange familier har for lidt at leve for. Børn tager skade af at vokse op i fattigdom. Derfor skal kampen mod børnefattigdom stå øverst på den politiske dagsorden.
Find indlægget hos Politiken 28. september 2021
Underskrivere:
Tina Christensen, næstformand, 3F
Peter Poulsen, formand, BROEN Danmark
Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af forretningsudvalget, BUPL
Agi Csonka, formand, Børnerådet
Lena Søgaard, formand Børnesagens Fællesråd
Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening
Kenneth Flex, direktør DRC Integration, DRC Dansk Flygtningehjælp
Mads Bilstrup, formand, Dansk Socialrådgiverforening
Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd
Mona Striib, formand, FOA
Puk Draiby, generalsekretær, Foreningen Grønlandske Børn
Signe Nielsen, Formand FOLA, Forældrenes Landsorganisation
Kim Simonsen, forbundsformand, HK
Helle Christiansen, Korshærschef, Kirkens Korshær
Robert Olsen, forstander, Kofoeds Skole
Flora Gosh, direktør, LivaRehab
Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen
Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær, Red Barnet
Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne