BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Kulturminister Joy Mogensen var fredag den 9. april på besøg i Slagelse for at høre om BROENs arbejde med udgangspunkt i den lokale indsats hos BROEN Slagelse.

Ved besøget i Slagelse deltog (fra venstre): sekretariatsleder Erik Haumann, kulturminister Joy Mogensen, formand Anja Nielsen og borgmester John Dyrby Paulsen (Foto: BROEN Slagelse)
Som kulturminister er Joy Mogensen også ansvarlig for idrætten, og derfor havde BROEN Danmark inviteret hende til at møde en af vores lokalforeninger for at høre om erfaringer og udfordringer med at hjælpe børn fra socialt udsatte familier ud i det lokale foreningsliv med idræt, spejder, teater og andre fritidsaktiviteter som omdrejningspunkt.
Erfaringer og udfordringer på bordet
Med på besøget var også borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen, En del af mødet beskæftigede sig derfor med erfaringerne fra samarbejdet mellem BROEN Slagelse og kommunens fritidspasordning, kaldet HEL Fritid med tilbud om vejledning og en kortvarende kontingentstøtte.
Derudover bragte Erik Haumann, sekretariatsleder i BROEN Danmark, spørgsmålet op om den fremtidige finansiering af arbejdet i BROEN Danmark og de nuværende 32 lokalforeninger. Siden etableringen af BROEN Danmark i 2009 og udløbet af den indledende bevilling fra Sats-puljen har BROEN i høj grad været afhængig af kortvarige projektmidler fra forskellige statslige puljer samt kortere og længere samarbejder med en række fonde såsom TrygFonden, Bikubenfonden, Ole Kirks Fond og MTHP Fonden.
Det er et stort ønske fra BROEN Danmark at opnå en længerevarende sikkerhed for det økonomiske grundlag for arbejdet for at sikre indsatsen. Det skal sikre arbejdet i såvel de nuværende lokalforeninger, driften af et sekretariat og de forventede nye lokalforeninger, der kommer fremover, for eksempel med etableringen af den kommende forening BROEN Frederikssund, som stiftes den 18. april.
Et andet emne, der blev vendt med ministeren, er tanken om en mere sammenhængende indsats for gruppen af socialt udsatte børn og unge med en bedre koordinering mellem offentlig og privat indsats. En del kommuner har en fritidsindsats, men det er langt fra tilfældet i alle kommuner.
Desuden er der en lang række aktører blandt sociale og idrætslige organisationer, som har tiltag og tilbud på området. BROEN Danmark efterlyser i den forbindelse en form for fælles platform, der kan binde arbejdet sammen og medvirke til et bedre samspil og synergi mellem indsatserne.
Kulturminister Joy Mogensen var meget interesseret i erfaringerne hos BROEN, og til Sjællandske Nyheder udtalte hun:
“I Socialdemokratiet går vi meget ind for at få børn og unge ind i foreningslivet, så jeg er meget indstillet på at finde en måde at etablere en fast støtte på.”
Find artikel hos Sn.dk den 10. april 2021 (kun for abonnenenter)