BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
BROEN Danmark har modtaget en donation fra en dansecamp, der blev afholdt i Kolding i sommerens løb.
I en weekend sidst i juli var 28 unge dansere samlet med træner Trine Wichmann til et par dage i dansens tegn. Fælles for dem var, at de alle har gået på Trines danseskole, House of Footwork, i Kolding for nogle år siden, og at de gerne ville holde fast i dansen og det gode fællesskab, som de havde fået gennem sporten.
Der var et mindre deltagergebyr for at deltage, og dette besluttede Trine Wichmann sammen med danserne skulle gives videre til BROENs indsats med at hjælpe børn fra udsatte familier ind i gode fællesskaber i fritiden. De 28 deltagende unge kvinder betalte hver 100 kr., og dermed blev det en samlet donation til BROEN på 2.800 kr.
Vi spurgte Trine Wichmann, om hun ville fortælle lidt mere om dansecampen. Her er hendes tilbagemelding:
“Historien er, at jeg har haft min egen danseskole, House of Footwork, i Kolding med omkring 300 elever årligt. Jeg nåede at have danseskolen i 5 år, men lukkede for 3 år siden, da jeg kom ind på mit drømmestudie og uddannede mig som politibetjent.
I de 5 år nåede danseskolen at blive et sted, hvor rigtig mange elever fandt nye venskaber, fandt ro og trøst, og ikke mindst et sted, hvor rigtig mange minder og gode stunder blev skabt. Dagen, da danseskolen lukkede, var en sorgens dag – mest fordi danseskolen for mange af danserne var blevet deres andet hjem og deres frirum. Så danserne og jeg lovede hinanden at holde dansen og fællesskaberne ved lige ved fra tid til anden at mødes og danse sammen, og det var det, denne workshop sprang ud af.
Lige præcis jeres projekt indrammer alt det, danseskolen stod for, fordi sport er ikke kun motion – det er også grobund for stærke fællesskaber, minder, gode stunder og en støtte i svære og trælse tider. Og det skal alle børn have en chance for at opleve. Så derfor valgte vi, at workshoppens penge skulle gå til jeres projekt.”
Vi sender Trine og danserne en stor tak for støtten!