03/08/2018

Familier hjælper familier

For børnefamilier, der ønsker selv at hjælpe andre børnefamilier, fordi man har nogle ressourcer, som man gerne vil dele med andre, er der flere muligheder for at komme i gang og finde hinanden.

Fra overskud til underskud

Illustration fra Familiestøttens netsted (Foto: Familiestøtten)

Ved skoleferiens slutning oven på en lang og varm sommer begynder mange børnefamilier at tænke på hverdagen igen. For nogle familier betyder det også et pres på en i forvejen presset økonomi at skulle finde pengene til ny skoletaske, udstyr til undervisningen og måske også nyt sportstøj til den kommende sæson med sport, spejder eller andre fritidsaktiviteter.

Nogle familier står i den modsatte situation: At de har et overskud af ressourcer såsom velholdt børnetøj, legetøj, sportstøj osv, der bare er blevet for småt til ens eget barn. I stedet for at lægge det i en container til nærmeste genbrugsbutik vil man måske gerne opleve, at tingene kommer til gavn i en anden familie. så findes der forskellige muligheder, hvor vi omtaler et par stykker her.

Familiestøtten

Familiestøtten startede som et lokalt initiativ i Køge, taget af Sanna Rasmussen, i 2013. Siden har det bredt sig til andre dele af landet. Konceptet er, at udsatte børnefamilier bliver sat sammen med en “donationsfamilie”, der løbende donerer tøj til dem. En donationsfamilie har børn af samme køn, men et par år ældre, så den udsatte familie altid kan arve tøj, der vil passe deres egne børn.
Gruppen af familier, der søger en donationsfamilier, er stadigt stigende. De er meget forskellige og lever alle under forskellige omstændigheder, men fælles for dem er, at de ikke har råd til at købe de ting, der er brug for, til deres børn.

Find mere om Familiestøtten

Næstehjælperne coverfoto

Coverfoto fra Næstehjælpernes gruppe på Facebook (Foto: Næstehjælperne)

Næstehjælperne

Næstehjælperne er et privat initiativ har eksisteret siden sommeren 2016. Det startede som en Facebook-gruppe for borgere, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. I gruppen kan de dele deres bekymringer og udbyde eller bede om hjælp til alt fra tøj og mad til børnefødselsdage og andre praktiske gøremål.

Find mere om Næstehjælperne på Facebook

Der findes også andre grupper på Facebook, som formidler gode, brugte ting til udsatte personer og børnefamilier.

BROEN har desuden en oversigt over nogle af de forskellige muligheder, der findes for at søge om støtte til fritidsaktiviteter eller tilbud om rådgivning – find oversigten over støttemuligheder