09/06/2018

BROEN Danmark Rundt starter i Helsingør 

BROEN Danmark Rundt 2017-Blåvandshuk

I 2017 gik ruten fra øst til vest og fra syd til nord. Her ses holdet ved fyret i Blåvands Huk (foto: BROEN Danmark)

Mandag den 18. juni går startskuddet for anden gang til cykelløbet BROEN Danmark Rundt, som i 2018-udgaven cykler fra Helsingør til Skagen til fordel for udsatte børn og unge i Danmark.

Danmark Rundt for udsatte børn for anden gang

Initiativtagerne til cykelløbet BROEN Danmark Rundt er erhvervsmanden Flemming Bøgely og Christiansborgpolitikeren Kristian Thulesen-Dahl. Velgørenhedsløbet afholdes for andet år i træk, og feltet forventer i år at samle flere penge ind end sidste års 375.000 kroner.

Det hele indledes 18. juni kl. 8.45 i Helsingør, hvor borgmester Benedikte Kiær (K) skyder feltet afsted fra Kulturværftet på pladsen ved siden af Kronborg. Undervejs igennem det ganske land vil cykelrytterne besøge flere af BROENs lokale afdelinger og slå et slag for foreningernes arbejde for udsatte børn i lokalområdet.

Det sammentømrede cykelhold består 25 engagerede personer fra forenings- og erhvervslivet samt fra partier på tværs af den politiske scene. Rytterne skal cykle mere end 800 kilometer i løbet af fem dage i den gode sags tjeneste. Ruten går over Storebælt og Lillebælt, og rytterne besøger blandt andet landets fire største byer i rækkefølgen København, Odense, Aarhus og Aalborg.

BROEN Danmark Rundt 2017-Gedser Odde

Fra BROEN Danmark Rundt 2017. Her ankommer holdet til det sydligste punkt ved Gedser Odde (foto: BROEN Danmark)

BRObygning til foreningslivet

BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsorer er Blue Idea og energiselskabet OK, hvor sidstnævnte i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.

”I BROENs lokalforeninger ser vi mange eksempler på hvor stor en forskel, det kan gøre for et barn at omgås voksne rollemodeller i sportsklubber og ikke mindst være sammen med jævnaldrende om en fælles interesse. Kort sagt at blive en del af et velfungerende fællesskab,” siger Peter Poulsen, landsformand for BROEN Danmark, som også er initiativtager og kontaktperson i BROEN Køge.

Kendte som ukendte danskere sadler op

På cykelholdet er blandt andet de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Jacob Mark, gruppeformand i SF, Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og flere byrådspolitikere fra hele landet. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle fra forenings- og erhvervsliv, der er klar til at trampe i pedalerne for en god sag.

”Det gør en stor forskel for os, at kendte som ukendte springer i cykelsadlen for både at samle penge ind og hejse et flag for den store betydning, en aktiv fritid har for udsatte børn. Sidste års løb var med til for alvor at sætte BROEN Danmark på landkortet og gav også et velfortjent skulderklap til vores medlemmer, som yder en stor indsats hver eneste dag,” slutter Peter Poulsen.

Fakta

  • Alle indsamlede midler går ubeskåret til BROENs indsats for socialt udsatte børn, hvor familien ikke selv har ressourcerne til børnenes aktiviteter i fritiden.
  • Deltagerne dækker selv alle deres udgifter i forbindelse med turen.
  • Aktuelt har BROEN 27 lokalforeninger fordelt ud over Danmark.
  • BROEN samarbejder tæt med kommunale fagpersoner og det lokale foreningsliv.
  • BROENs lokalforeninger hjalp i 2017 ca. 4.800 børn og unge til en fritidsaktivitet i det danske forenings- og fritidsliv. Aktiviteterne spænder over sport, spejder, musik, dans og teater samt træningslejre og stævner i skoleferierne.
  • BROEN Danmark Rundt indsamlede i 2017 cirka 375.000 kroner. Pengene er blevet brugt til støtte af udsatte børns aktive fritid gennem BROENs lokalforeninger og til ferieaktiviteter.
  • Find mere om cykelløbet BROEN Danmark Rundt
  • Følg cykelløbet hos BROEN Danmark på Facebook, Twitter og Instagram – #BROENDanmarkRundt