BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Til juni går startskuddet for anden gang til cykelløbet BROEN Danmark Rundt, som i 2018-udgaven cykler fra Helsingør til Skagen til fordel for udsatte børn og unge i Danmark.
Initiativtagerne til BROEN Danmark Rundt er erhvervsmanden Flemming Bøgely og Christiansborgpolitikeren Kristian Thulesen-Dahl. Velgørenhedsløbet afholdes for andet år i træk, og feltet forventer i år at samle flere penge ind end sidste års 375.000 kroner
Holdånd og en god sag
Det sammentømrede cykelhold består 25 engagerede personer fra forenings- og erhvervslivet samt fra partier på tværs af den politiske scene. Rytterne skal cykle mere end 800 kilometer i løbet af fem dage i den gode sags tjeneste. Ruten går over både Storebælt og Lillebælt, og rytterne besøger blandt andet landets fire største byer i rækkefølgen København, Odense, Aarhus og Aalborg.
Det hele indledes 18. juni i Helsingør, hvor borgmester Benedikte Kiær (K) skyder feltet afsted fra Kulturværftet på pladsen ved siden af Kronborg. Undervejs igennem det ganske land vil cykelrytterne besøge flere af BROENs lokale afdelinger og slå et slag for foreningernes arbejde for udsatte børn i lokalområdet.
BRObygning til foreningslivet
BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsorer er Blue Idea og energiselskabet OK, hvor sidstnævnte i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.
“I BROENs lokalforeninger ser vi mange eksempler på hvor stor forskel, det kan gøre for et barn at omgås voksne rollemodeller i sportsklubber og ikke mindst være sammen med jævnaldrende om en fælles interesse. Kort sagt at blive en del af et velfungerende fællesskab,” siger Peter Poulsen, landsformand for BROEN Danmark. Som pensionist er han fortsat aktiv fodboldspiller og har en fortid på landsholdet og i Køge Boldklub. Derfor kender han selv det gode fællesskab omkring sporten, som har givet ham venner for livet.
Kendte som ukendte danskere sadler op
På cykelholdet er blandt andet de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Jacob Mark, gruppeformand i SF, Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og flere byrådspolitikere fra hele landet. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle fra forenings- og erhvervsliv, der er klar til at trampe i pedalerne for en god sag.
“Det gør en stor forskel for os, at kendte som ukendte springer i cykelsadlen for både at samle penge ind og hejse et flag for den store betydning, en aktiv fritid har for udsatte børn. Sidste års løb var med til for alvor at sætte BROEN Danmark på landkortet og gav også et velfortjent skulderklap til vores medlemmer, som yder en stor indsats hver eneste dag ” siger Peter Poulsen.
De to initiativtagere til BROEN Danmark Rundt, Flemming Bøgely og Kristian Thulesen Dahl, kender hinanden fra et velgørenhedsløb for Rynkeby til Paris. Det var under en sådan tur, at idéen til et cykelløb for udsatte børn i Danmark opstod. Den første udgave af løbet blev kørt i juni 2017 med start fra Folkemødet på Bornholm og med mål ved Den tilsandede Kirke ved Skagen. Undervejs blev landets østligste, sydligste og vestligste dele besøgt.
Fakta
Find mere om cykelløbet BROEN Danmark Rundt
Mere information
Tovholder: Flemming Bøgely, tlf. 26 86 69 69, flemming@blueidea.dk
Koordinator: Henrik Nørgaard, tlf. 22 84 85 76, henrik@broen-danmark.dk