BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
“Der var en, der var to … der bliver 25 små cyklister!” Til juni vil 25 ildsjæle cykle Danmark rundt på kryds og tværs.
Fra Bornholm til Skagen for udsatte børn
Der skal trampes godt til i pedalerne, når cykelløbet BROEN Danmark Rundt til sommer cykler fra Bornholm til Skagen i et nyt projekt til fordel for socialt og økonomisk belastede børn og unge i Danmark.
Cirka 1.000 kilometer, svarende til 167 kilometer om dagen i gennemsnit, venter cirka 25 ryttere, som til juni skal cykle penge ind til socialt udsatte unge. Engagerede personer fra erhvervslivet, foreningslivet og fra partier på tværs af den politiske scene står bag projektet.
De starter cykelturen til Folkemødet på Bornholm og slutter i Skagen til Sankt Hans. Cykelløbet skal både indsamle penge og være med til at øge fokus på foreningen BROEN Danmarks arbejde med socialt udsatte børn og unge. På cykelholdet er blandt andet folketingspolitikerne Eva Kjer Hansen (V), Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R), Furesø-borgmester Ole Bondo Christensen (S), universitetsforsker Peter Bondo Christensen samt en tredje Bondo-bror, Anders Bondo Christensen, som er formand for Danmarks Lærerforening.
“Idéen til ‘BROEN Danmark Rundt’ opstod på en cykeltur ned gennem Europa,” fortæller tovholder på projektet Flemming Bøgely, og fortsætter:
“På sådan en tur over flere dage kommer man tæt på hinanden, og jeg havde mange gode snakke med min cykelmakker Kristian Thulesen Dahl undervejs. Her fik vi ideen til at arrangere et velgørenhedsløb rundt i Danmark med udgangspunkt i et socialt formål. Vi blev hurtigt enige om, at BROENs indsats for udsatte børns idrætsliv er en rigtig god sag, og vi har kun mødt stor opbakning til det.”
BRObygning til foreningslivet
BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsor er energiselskabet OK, som i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.
”I BROEN møder vi mange eksempler på, hvor stor en forskel det gør for et barn at møde og omgås positive voksne i sportsklubben og ikke mindst være sammen med jævnaldrende, der har samme interesse for sporten – kort sagt at blive en del af et fællesskab,” fortæller Peter Poulsen, der er formand for BROEN Danmark.
”Det betyder meget for os at nogle engagerede mennesker, kendte som ukendte, springer på cykelsadlen for både at sætte fokus på betydningen af en aktiv fritid for udsatte børn og for at rejse midler til vores indsats i nu 25 lokalforeninger rundt om i Danmark.”
BROEN arbejder konkret på at få børn fra familier med få ressourcer ud blandt andre børn i lokale idrætsforeninger, hvor de kan være en del af fællesskabet og samtidig få voksne rollemodeller. Det kan både på den korte og lange bane bidrage til, at børnene får nogle succesoplevelser og en styrket tro på sig selv.
Stor lokal opbakning
Turen indledes på Bornholm i forbindelse med Folkemødet 2017 søndag den 18. juni. Derefter går ruten via blandt andet Gedser i syd og Blåvand vest for til sidst at slutte i Skagen i nord til Sankt Hans fredag den 23. juni. Undervejs bliver de ca. 25 deltagere modtaget af BROENs lokalafdelinger i en række byer, der på forskellig vis vil bakke op om projektet, ligesom der også vil være flere fremtrædende personer, der kører med på dele af ruten igennem Danmark.
”For mig er det en glæde at kunne kombinere mit aktive erhvervsnetværk og min begejstring for cykling til at hjælpe børn og unge, der ikke har samme muligheder for en aktiv fritid med jævnaldrende, som mine egne børn har. Jeg glæder mig til uge 25,” slutter Flemming Bøgely.
Find mere om cykelløbet BROEN Danmark Rundt
Mere information
Flemming Bøgely, CEO Blue Idea, tlf. 26 86 69 69, flemming@blueidea.dk
Henrik Nørgaard, foreningskonsulent BROEN Danmark, tlf. 22 84 85 76, henrik@broen-danmark.dk