BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Folkemødet 2016 finder sted i Allinge på Bornholm den 16.-19. juni. For første gang deltager BROEN som arrangør i Folkemødet – og vi deler i år en stor stand (Kæmpestranden J21) med tre andre organisationer: Børnehjælpsdagen, Plejefamiliernes Landsforening og Projekt Netværket (for tidligere anbragte personer).
#BygBroTilBørnsDrømme
Sammen sætter vi fokus på udsatte og anbragte børn og unge i Danmark. Vi bygger bro og slipper drømmene fri.
Vi håber, at mange vil lægge forbi vores stand på Kæmpestranden og tage del i vores aktiviteter og arrangementer. Billeder og kommentarer til standen kan tweetes og lægges på Instagram med vores fælles hashtag #BygBroTilBørnsDrømme.
Hver dag byder vi velkommen i standen, hvor der vil være oplæg, debat, vidensdeling og underholdning. Oplev også udstillingen ‘What Is Your Dream’ om børns drømme af Julie Due Steffensen, byg din egen favoritbro med Duplo-klodser, eller tegn din drøm på krympeplast og få den hængt op i standen.
Følgende events er programsat i vores stand, J21 – Kæmpestranden:
Dato og tid: Torsdag den 16. juni, kl. 15:30-16:30
Arrangør: BROEN Danmark
Titel: Det frugtbare samarbejde mellem kommune og civilsamfund
Resumé: Samarbejde mellem fagpersoner og frivillige om et aktivt fritidsliv for udsatte børn kan være med til at bryde social mistrivsel. Mød Lisbeth Zornig Andersen (Huset Zornig) og Knud Aarup (Socialpolitisk Forening) i debat om mulighederne for et frugtbart samarbejde mellem civilsamfundet og kommunerne, mens de bygger bro med Duplo-klodser og modtager indlagte benspænd fra Bikubenfonden, Skandia Danmark, Lær for Livet og Vordingborg Kommune. Gamemaster er Mikkel Ejsing fra Resonans.
Dato og tid: Fredag den 17. juni, kl. 09:45-10:45
Arrangør: Børnehjælpsdagen
Titel: Forskning: Hør om værdien af anbragte børns livsduelighed
Resumé: Forskning viser, at anbragte børn, der har oparbejdet mental og fysisk robusthed, dvs. livsduelighed, generelt klarer sig bedre i voksenlivet. Mød Mette Lausten, seniorforsker i SFI, der fremlægger forskningsresultater på området, og Ina Thorndahl, direktør i Børnehjælpsdagen.
Dato og tid: Fredag den 17. juni, kl. 14:45-15:45
Arrangør: Børnehjælpsdagen
Titel: Erfaringer: Sådan kan anbragte børn stå stærkere som voksne
Resumé: Anbragte børn klarer sig generelt bedre i voksenlivet, hvis de får styrket deres mentale og fysiske robusthed, også kaldet livsduelighed. Mød PD pæd. og kognitiv psykolog Birgit Jensen fra opholdsstedet Vejgården og projektleder, Ida L. Jacobsen fra Børnehjælpsdagen, der deler ud af erfaringer.
Dato og tid: Lørdag den 18. juni, kl. 11:30-12:30
Arrangør: Projekt Netværket
Titel: X Factor Marcel synger og fortæller om sine drømme
Resumé: Anbragte børn i Danmark har også drømme. Husker du Marcel Gbekle fra X Factor? Han sang sig ind i vores hjerter. Nu er han voksen og vil fortælle os om, hvad der gjorde en forskel for ham. Kom og hør Marcel synge, hør ham fortælle om sin barndom. Hvad gjorde en forskel?
Dato og tid: Lørdag den 18. juni, kl. 21:30-22:30
Arrangør: Plejefamiliernes Landsforening
Titel: Performance og installation: ET LYS I MØRKET
Resumé: Performances af Tine Louise Korterman. Værket er skabt ud fra interviews med enlige mødre. Videoprojektioner af fremtidsdrømme og elektroniske lydlandskaber. Den elektroniske musik fletter sig ud og ind imellem spoken words og loops af sfærisk sang.
Dato og tid: Søndag den 19. juni, kl. 11:00-12:00
Arrangør: Plejefamiliernes Landsforening
Titel: Thomas Vorre, PLFs nye formand, stiller op til udfordringer.
Resumé: Plejefamiliernes Landsforening har fået ny formand, Kom og hils på Thomas Vorre. Thomas er klar på at blive udfordret, og udfordrer gerne dig! PLF har visioner – vil du høre dem? PLF advarer familier mod at blive plejefamilier – vil du høre hvorfor?
Find mere om BROENs arrangement torsdag den 16. juni kl. 15.30-16.30