25/11/2015

BROEN kandidat til Gør det muligt-pris

Nordea_GørDet Muligt_PrisenEn af de nominerede til Nordeas Gør det muligt-pris er foreningen BROEN Danmark. Foreningen er en af de kandidater, som nu konkurrerer om at få flest ’synes godt om’-tilkendegivelser på Nordeas Facebook-side, facebook.nordea.dk/helt. Kandidaterne repræsenterer et bredt udvalg af sportsgrene og gør alle et stort stykke arbejde for børn og unge i det lokale idrætsliv.

Begrundelsen for nomineringen af foreningen, som repræsenteres ved formanden Peter Poulsen, er – kort fortalt – at foreningen gør en kæmpe indsats for, at udsatte unge i Danmark kan deltage i foreningsliv ved at betale f.eks. for kontingent og et par fodboldstøvler. Formand for BROEN Danmark er Peter Poulsen, så det er ham, man skal stemme på, hvis man mener BROEN Danmark skal videre i konkurrencen.

“Der er kun én, som kan vinde prisen på 75.000 kr., så det bliver spændende at se, om det bliver BROEN. Men alene det at blive nomineret er et skulderklap, der viser, at foreningens indsats bliver værdsat. Vi krydser fingre for BROENs chancer,” siger filialdirektør Karin Bengtsson, Nordea.

Blandt de ti kandidater, der får flest stemmer på Nordeas Facebook-side, udvælger dommerkomiteen bestående af Steen Fladberg fra Sport One Danmark, roeren Eskild Ebbesen, Preben Staun fra Danmarks Idrætsforbund og DR’s Sportschef Søren Vestergaard tre finalister. Hvem vinderen af Gør det muligt-prisen er, bliver afsløret 9. januar 2016 i DR’s store gallashow Sport 2015.

Der kan stemmes frem til den 30. november 2015.

Find afstemningen på Nordeas Facebook-side