29/05/2015

BROEN med på Børneårsmødet 2015

Lisbeth Zornig hos BROEN Struer

Lisbeth Zornig Andersen holdt i 2014 et velbesøgt foredrag til fordel for BROEN STruer

Hvordan når vi frem til de bedste løsninger til at forebygge udvikling af sociale problemer tidligt og undgå reparation, når det er ved at være for sent? Det er spørgsmål, som Børneårsmødet 2015 søger at give konkrete og praktisk mulige svar på, når Huset Zornig i oktober samler praktikere på socialområdet sammen med nogle af de udsatte mennesker selv.

Bag initiativet til årsmødet står Lisbeth Zornig Andersen, der er stifter og leder af Huset Zornig og protektor for BROEN Danmark:

”Der er rigtigt mange penge at spare på at hjælpe unge til et godt liv – penge, som kan investeres i den forebyggelse, som skaber besparelserne, og som kan frigøres til andre formål. Hidtil er indsatsen i høj grad blevet styret – og begrænset – af, at forebyggelse koster her og nu på budgettet, mens gevinsten først indfinder sig senere. Vi har ikke været dygtige nok til at lave langtidsberegninger over den enkelte borgers livsforløb og indarbejde gevinsterne i den offentlige budgetlægning. Men det er ved at ændre sig. Og med det skifter den politiske dagsorden,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun henviser også til beregninger ud fra den såkaldte Skandia-model, som viser, at der er endda meget store økonomiske gevinster at hente på en effektiv forebyggelse.  CBS i København har sammen med forsikringsselskabet Skandia beregnet, at prisen for at tabe 10 pct. af en ungdomsårgang, eller godt 6.300 danske unge, som marginaliseres og aldrig kommer i arbejde, løber op i 105 milliarder kr. i udgifter og tabte indtægter.

Børneårsmødet samler både praktikere og de personer, som det drejer sig om, nemlig mennesker der selv har prøvet livet i en socialt udsat position. Eksempelvis deltager Lotus Turell, som fortæller om udfordringerne for børn ved alkoholmisbrug i velstillede familier, som uopdaget og uadresseret kan føre til skader og socialt udsathed, selv om børnenes livsmuligheder på overfladen synes gode.

På årsmødet medvirker Hans Søgaard, stifter af BROEN Danmark, og fortæller om erfaringerne med gennem frivillighed og økonomisk støtte at hjælpe socialt udsatte unge til at kunne gå til fritidsaktiviteter.

Find artikel om Lisbeth Zornig Andersens overvejelser med at holde et børneårsmøde hos Den Offentlige.dk

Find mere om Børneårsmødet hos Huset Zornig