50.000 til BROENs arbejde

Ejendomsmægler Nikolaj Ørholt Liljengren,  EDC Virum & Lyngby har overdraget 50.000 til BROEN – Lyngby Taarbæk.
På billedet modtager formand Carsten Nielsen og repræsentanter for BROENs bestyrelse bevis på den fine donation.

Vi siger tak.

Den gode historie

Mor til Tasja på 7 år

“Hvis vi ikke fik hjælp fra BROEN, ville vi højst have råd til at lade et af vores børn gå til gymnastik. Og det ville være synd for de andre to.”

(Om støtte fra BROEN-forening)

Forælder til pige på 11 år

“Louise har fået støtte til gymnastik i et år og lige fået støtte til fodbold. Hun er glad for at kunne deltage i de samme aktiviteter som sine venner pga. støtten.”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til dreng

“Jeg vil fortælle, at min søn er meget glad for at starte til håndbold. Han føler virkelig, han er en del af et fællesskab. Han stråler. Det er så dejligt. Det er mere, end jeg kunne forvente med hans udfordringer rent socialt. Jeg takker mange gange.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Dreng 11 år

”Jeg er glad for Claus fra BROEN, han er sød, og han har lært mig meget. Han hjælper mig altid.”

(Om støtte fra BROEN)

Sundhedskonsulent i kommune

Charlotte Baere, projektkoordinator/sundhedskonsulent, Køge Kommune: “I min hverdag oplever jeg den livsglæde, det giver børn og deres familier at få hjælp fra BROEN. Mange børn får ikke opfyldt deres drøm om at kunne dyrke en fritidsinteresse, fordi deres forældre ikke har plads i budgettet til et foreningsmedlemskab. Her bygger BROEN virkelig bro. Jeg har set de fantastiske ansigtsudtryk, det giver, når ”lillePeter” møder ”frivilligPeter” fra BROEN i den lokale sportsforretning. Inklusion i en aktivitet drevet af frivillige ildsjæle, som ”vil” børnene, rykker virkelig noget hos den enkelte.”

(Interview, samarbejdsmøde, Køge 2014)

 

Pige 12 år dans

“Kære Lars! Jeg er så taknemlig for det BROEN gør, og har gjort for mig! At jeg kan danse, er jo det bedste jeg ved! Dans gør mig altid glad! Og at bare kunne komme derop selvom jeg har haft en dårlig dag, og bare kunne glemme det! Og koncentrere mig om dansen gør mig rigtig glad.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.”

(Aktiv Fritid i Vejle Kommune)

Forælder til dreng på 17 år

”Jeg vil gerne takke meget for jeres hjælp. Da vi har fire børn i huset, som går til fodbold.”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til dreng på 12 år

“William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.”

(Hilsen til BROEN Haderslev. Mor har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)