Privatlivspolitik

Vi lægger i BROEN stor vægt på, at alle kan have tillid til vores indsats, samt til at vi passer godt på de personoplysninger, som kommer i vores varetægt. Derfor har vi udformet en privatlivspolitik om, hvordan vi gør i forhold til den gældende lovgivning.
Privatlivspolitikken handler om, hvordan vi i BROEN håndterer de personoplysninger, som vi har brug for at kende for at kunne udføre den indsats, som vi står for med at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid.
Vi registrerer personoplysninger om følgende grupper:
  • Børn/unge, som modtager støtte fra BROEN
  • Frivillige i BROEN
  • Medlemmer af BROEN
  • Gavegivere til BROEN

Find den fulde udgave af privatlivspolitikken hos BROEN Danmark

Den enkelte lokalforening af BROEN er ansvarlig for de personoplysninger, som den kommer i besiddelse af. Du kan altid kontakte lokalforeningen, hvis du har spørgsmål om privatlivspolitikken.

Den gode historie

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år

“Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.”

(Hilsen til BROEN Aalborg)

Mor til dreng på 7 år

“Jeg er BROEN yderst taknemmelig for jeres hjælp. Det er en stor hjælp for mig som enlig mor, og det betyder meget for min dejlige dreng at gå til fodbold. Det er også noget, vi har gjort til vores fællesskab – det gør os glade … tak fordi I hjælper os :-)”

(Om støtte fra BROEN)

Oscar

“Jeg synes det er super, der er noget, der hedder BROEN Vejle, som kan hjælpe mig og andre med at gå til noget, når ens mor ikke har råd til det. Jeg vil gerne sige mange tak for det og for skoene. Jeg har fået nye venner og er kommet i god form – jeg er blevet ret god til håndbold. Tak!!! BROEN Vejle !!! :-)”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Frivillig i BROEN Køge

“Jeg oplevede mange børn, hvor familien ikke havde råd til et par fodboldstøvler til et barn, der gerne ville spille fodbold. Jeg oplevede også eksempler på, at et barn ‘arvede’ storebrors fodboldstøvler, som han var vokset ud af. Jeg oplevede også, at der var familier, der ikke havde råd til, at et barn kunne deltage i en turnering i udlandet. Det gik ikke alene ud over det enkelte barn, men også hele holdet, der skulle afsted. Det viste mig, at der er familier, hvor økonomien er så stram, at der ikke er råd til, at børnene kan deltage i fornuftige sunde fritidsaktiviteter. Jeg synes, det er glædeligt, at der landet over er mennesker, der mener, at der er behov for en særlig indsats på dette område.”

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”

(Om støtte fra BROEN)

Martin Lohse

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget, Guldborgsund Kommune: “Kultur og fritidslivet er for os alle sammen i kommunen. Så selvfølgelig skal også de økonomisk udsatte familier kunne deltage, så deres børn og unge får glæde af alle de mange facetter foreningslivet byder på – lige fra Kulturfabrikkens ungemiljø til billedskole, musikskole og idrætsgrene som brydning, gymnastik, fodbold og håndbold. Det er og skal være en del af barndommen for alle børn og unge i kommunen, at de får glæde af de tilbud, der er.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Dreng 16 år

“Uden BROEN havde jeg aldrig fået chancen. Det føles som om, nogen tror på mig – og det giver mig lyst til at tro på mig selv. I amerikansk fodbold føler jeg mig som en del af noget større, og jeg lærer hele tiden – både som spiller og som menneske. Jeg er bare så taknemmelig”.

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk)

Kontaktlærer på skole

”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er han nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”

(Hilsen til BROEN Lolland)

Mor til to piger

“Det er godt for dem, at de kan sige, at de går til svømning. At de går til noget som andre børn. Det giver stolthed. Jeg er også blevet gladere som mor, fordi jeg ved, at de elsker at svømme.”

(Om støtte fra BROEN Silkeborg)