15/08/2023

Fra fodbold over efterskole til bilmotorer

Gennem 12 år har BROEN Vejle vedholdende støttet en dreng i en økonomisk trængt familie, så det ikke var pengene, som afholdt Oliver fra at have et aktivt fritidsliv.

Oliver Nielsen

Oliver Nielsen er i dag i gang med uddannelsen til mekaniker (Foto: Lars Saugbjerg, Vejle Amts Folkeblad)

I dag er Oliver Nielsen i gang med uddannelsen til mekaniker og drømmer også om at komme ind til politiet, når han har alderen og erfaringen til det.

I forbindelse med en donation til BROEN Vejle fra EDC Poul Erik Bech Fonden har Oliver og hans forældre fortalt deres historie til Vejle Amts Folkeblad, som vi har læst med i.

BROEN gav vores dreng samme muligheder som andre børn

For 18-årige Oliver Nielsen har BROEN Vejle gjort en kæmpe forskel, fortæller han til avisen:

“Uden støtte havde jeg ikke haft mulighed for et dyrke fodbold og opleve fællesskabet, fodboldturene og kammeratskabet omkring sporten. Jeg havde været et andet menneske,” fastslår Oliver Nielsen og fortsætter:

“Fodbolden har gjort mig mere social, mere snakkesalig. Jeg er  blevet mere åben og tør flere ting. Tidligere havde jeg nærmest social angst, og jeg havde svært ved at træde ud af rammerne.”

Olivers forældre, Jeanette og Svend Nielsen, kan supplere hans fortælling om betydningen af at blive hjulpet:

“BROEN Vejle har hjulpet os forældre med at give vores dreng de samme fritidsmuligheder som andre børn. I starten var det enormt svært at forstå, at der var nogen, der ikke dømte eller så ned på os. Men det gik hurtigt op for os at det var ren og ægte omsorg og hjælp til at give vores dreng de samme muligheder som andre børn,” lyder det fra Olivers forældre til Vejle Amts Folkeblad.

Bro til selvværd og efterskoleophold

Historien om Oliver handler om meget mere end bare kontingentet til fodbold og nye fodboldstøvler, når de gamle blev for små. Oliver og hans forældre også berette om, hvordan drengen udviklede sig i skolen trods store indlæringsmæssige udfordringer.

I et brev til BROEN Vejle fortæller Jeanette og Svend Nielsen:

“Lavt selvværd fyldte meget de første år i skolen, så vigtigheden af at have en fritidsinteresse, hvor der ingen bekymringer var, betød alt. Først i fjerde klasse blev han testet svær ordblind, og det gav ro, men gjorde det ikke nemmere at gå i skole.

EDC Poul Erik Bech Fonden donation 2023

Susanne Clausen fra BROEN Vejle modtager donationsbevis af EDC Poul Erik Bech-mægleren i Vejle (Foto: EDC Poul Erik Bech Fonden)

Der blev spillet meget fodbold, og han kom endda på fodboldskole i sommerferien. Årene gik, og fodbold var bare den stabile sikkerhed, han havde, ingen bekymringer om udstyr eller kontingent.

Vi brugte nogle år på at snakke frem og tilbage omkring efterskole, og muligheden det ville give ham for yderligere udvikling. Men som alle ved så koster efterskoler, især ordblindeefterskole, mange penge, hvilket var helt umuligt for os at se en løsning på. Igen trådte BROEN Vejle til og gav os støtte og en håndsrækning: Ansøgninger om økonomisk hjælp, hjælp til at søge et stipendie hos Efterskoleforeningen samt en fond fra efterskolen gjorde det muligt.

Vi sendte en dreng afsted, men vi fik et ungt menneske retur, da skoleåret sluttede,” skriver Jeanette og Svend Nielsen.

Selv frivillig træner og i gang med uddannelse

Brevet fra forældrene slutter med denne positive opdatering på Olivers vej fra en usikker seksårig dreng til en modnet 18-årig ung mand:

“I dag er han selv frivillig, da han træner U11-drenge i fodbold. Han er meget engageret. Han spiller stadig fodbold og glæder sig over både at lære og at lære fra sig.

Han er i disse dage ved at afslutte andet grundforløb på mekanikeruddannelsen og har en læreplads. Han har lige hevet et 12-tal hjem. Når han er færdig med den uddannelse, vil han i militæret, inden han vil videre uddanne sig til politimand.

Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.

Vi har som familie en enorm taknemmelighed til BROEN Vejle, som altid har været der med støtte og hjælp til ham og os forældre.”

Vi siger en stor tak til Oliver og hans forældre for at have fortalt deres historie til os og til Vejle Amts Folkeblad. Desuden en stor tak for donationen til EDC Poul Erik Bech Fonden.

Find hele artiklen i Vejle Amts Folkeblad den 12. juli 2023