10/09/2024

200 deltog i Kroneløbet for udsatte børns fritid

Kroneløbet Vejle

Nogle af deltagerne ved Kroneløbet i Vejle (Foto: BROEN Vejle)

Søndag den 8. september blev Kroneløbet afholdt for første gang i Vejle.

Løbet blev arrangeret af Sparekassen Kronjyllands filial i Vejle, som åbnede i foråret 2024. Overskriften for løbet var “Vejle løber for fællesskabet”, og banken havde valgt at donere overskuddet fra løbet til BROEN Vejles indsats for socialt udsatte børns fritidsliv.

På en flot solskinsdag deltog ca. 200 deltagere i alle aldre i at gå eller løbe turen på 3,5 km. Hver deltager havde betalt 25 kroner for at være med, og Sparekassen Kronjylland doblede dette beløb op, så der i alt går 50 kroner pr. deltager videre til BROEN Vejle. Derudover havde konferencecentret Haraldskær i Vejle på forhånd lovet en ekstra donation på 5.000 kr. til BROEN Vejle.

I alt er der altså ca. 15.000 kroner på vej til at hjælpe flere børn til at deltage i fritidsaktiviteter.

Vi siger en stor tak for det fine initiativ og den flotte donation!

Kroneløbet Vejle - Kronse

Maskotten Kronse var også med til at sætte stemning ved Kroneløbet (Foto: BROEN Vejle)