27/11/2020

Succes med Giving Tuesday tages op igen

Sidste års succes i Køge med fænomenet fra USA, Giving Tuesday, som følger efter Black Friday og Thanksgiving, bliver nu gentaget med fornyet styrke.

Spar Nord Køge Bugt er nemlig sammen med organisationerne Familiestøtten og BROEN Køge klar til at gentage sidste års bragende succes med Giving Tuesday – dengang overgik man alle forventninger, da det lykkedes det at samle over 300.000 kroner ind til det gode formål. Det fortæller arrangørerne til Ugeavisen Køge.

Igen i år lægger Spar Nords afdeling i Køge lokaler til en hektisk eftermiddag den første tirsdag i december, hvor 10 lokale erhvervsfolk og politikere sætter både stemmer og telefoner på overarbejde, når de i løbet af tre timer skal ringe så mange donationer som muligt hjem til et godt formål.

Øget behov for hjælp til socialt udsatte familier

“Vi mærkede virkelig stor opbakning sidste år, hvor vi blandt andet kunne mærke, det betyder meget, at hjælpen går ubeskåret til lokale familier,” fortæller Sanna Rasmussen fra Familiestøtten i Køge.

Giving Tuesday støtter Familiestøttens og BROEN Køges arbejde i lokalområdet og er samtidig med til at udbrede kendskabet til de to organisationers arbejde. Broen Køge støtter børns muligheder for at deltage aktivt i foreningslivet, mens Familiestøtten blandt andet hjælper økonomisk udsatte børnefamilier ved at matche dem med ressourcestærke børnefamilier, som donerer tøj og legetøj til den udsatte familie, lige som man desuden også arrangerer julehjælp til en række familier i år.

“Der er ingen tvivl om, at mange flere end normalt er ramt på pengepungen i år, hvor mange har mistet jobbet på grund af corona. Ingen ønsker at spare på deres børn, så det er det sidste, der bliver skåret fra, men vi forventer helt klart et stigende antal henvendelser i den kommende tid,” siger Lennert Hansen fra BROEN Køge.

Find mere om Giving Tuesday i Køge og Næstved

Det giver stolthed at være med

Giving Tuesday finder lige som sidste år sted hos Spar Nord Køge Bugt på Søndre Allé, hvor direktør Jesper Køster glæder sig over udsigten til igen i år at indsamle et stort beløb til de to gode formål.

“Min oplevelse er, at det også er noget, vores medarbejdere er stolte af, at vi er med til – at vi er med til at gøre en forskel i lokalområdet,” siger Jesper Køster og fremhæver, at Giving Tuesday i modsætning til mange andre arrangementer nemt kan genenmføres trods coronaudfordringerne for tiden.

“Det er en meget coronavenlig indsamling på den måde, at indsamlerne aktiverer deres netværk via telefonen,” forsikrer han.

Med i panelet til Giving Tuesday i år er blandt andre borgmester Marie Stærke, Ken Kristensen (V), Mads Andersen (K), ejendomsmægler Jane Daugaard Lind fra Nybolig, murermester Jimmy Jacobsen og Jeppe Laursen fra Bilhuset Køge.

Find omtale af Giving Tuesday i Køge hos Sn.dk den 17. november 2020

og den 24. november 2020