Støt BROEN Aarhus som virksomhed

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til sportskontingenter, sportsudstyr og hjælp til transport til og fra sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som privatperson? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Dreng 6 år

“Jeg vil skrive om, at jeg var rigtig glad for at gå til fodbold. Jeg blev faktisk ked af det, da jeg fik at vide af mine forældre, at de ville melde mig ud af klubben på grund af dårlig økonomi, og at de ikke længere kan betale til et nyt medlemskab til næste år.”

(Om støtte fra BROEN)

Dreng 10 år

“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

(Om støtte fra BROEN)

Sundhedsplejerske i kommune

“Jeg vil lige give dig en tilbagemelding omkring Teis. Han har nu været afsted på Helteskolen i Hillerød to fredage – i dag er tredje gang.
Mor fortæller meget begejstret om Heltetræningen, og at Teis er så glad for at gå der. Han refererer til det hele tiden og øver sig på de yoga- og kampsportøvelser, han har lært. Jeg er så glad på Teis’ vegne, og det er lige det rigtige for ham. Han får der redskaber til at styrke sit selvværd.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Kontaktlærer på skole

”Siden BROEN Lolland gav XX (14 år) muligheden for at komme fast i svømmehallen sammen med sine kammerater, har han udviklet sig helt vildt! Fra at være en stille dreng, der sjældent åbnede munden, er han nu en dejlig, velfungerende dreng, der gerne giver udtryk for sine meninger, og som nu er blevet valgt til formand for elevrådet.”

(Hilsen til BROEN Lolland)

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen, økonom, forfatter, tidligere protektor for BROEN Danmark: “Når vi ved, hvor vigtigt det er at gå til noget, så er det organisationer som BROEN, der er afgørende for, at vi får sået dét frø, som gør, at børnene får en anden livsbane. Derfor kan det være helt afgørende for et barns skæbne, at det stifter bekendtskab med BROEN.”

(Ved støttearrangement for BROEN Struer, Struer 2014)

 

Martin Lohse

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget, Guldborgsund Kommune: “Kultur og fritidslivet er for os alle sammen i kommunen. Så selvfølgelig skal også de økonomisk udsatte familier kunne deltage, så deres børn og unge får glæde af alle de mange facetter foreningslivet byder på – lige fra Kulturfabrikkens ungemiljø til billedskole, musikskole og idrætsgrene som brydning, gymnastik, fodbold og håndbold. Det er og skal være en del af barndommen for alle børn og unge i kommunen, at de får glæde af de tilbud, der er.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Mor til pige

“Jeg vil bare lige sige jer tusind tak for jeres hjælp! Min datter er helt enormt lykkelig for sit nye fodboldtøj og især skoene. Som mor ønsker man intet andet, end at ens børn er lykkelige – så i dag fik jeg intet mindre end et ønske opfyldt. Det havde jeg ikke klaret uden jeres hjælp. Hun har længe snakket om de sko – for de andre på holdet havde jo nogle smarte nogle … så at hun kunne få lov at gå ind og vælge sine egne smarte sko var bare lykken. Tusind tusind tak!”

(Om støtte fra BROEN Guldborgsund)

Janne Hansen

Janne Hansen (V), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, Guldborgsund Kommune: “Vi er glade for, at vi her i kommunen har en stærk organisation som BROEN, der tager vare på de økonomisk udsatte børn, så de får samme muligheder som andre børn.”

(Om støtte til BROEN Guldborgsund)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

(Hilsen til BROEN Herlev)