BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122
Bestyrelsens årsberetning 2024 for BROEN Tønder kan læses her:
Årsberetning 2024
2024 har været et fantastisk spændende år for BROEN Tønder. Vi har haft gang i flere forskellige aktiviteter, som hver især har været med til positivt at tegne vores lokale forening.
Møde med eller kontakt til forskellige samarbejdspartnere i løbet af året
Der er generelt en rigtig god kontakt til forskellige samarbejdspartnere rundt i kommunen i form af sports- samt fritidsforeninger og kommunale sagsbehandlere. I foråret har der været taget kontakt til alle offentlige, private og friskoler i kommunen, for at gøre opmærksom på muligheden for støtte til børn og unge. Der har været respons fra enkelte lærere og en skoleleder.
Vi har igen deltaget i stormøde i juni måned for NGO-partnerskaber med Tønder Kommune. Formålet med mødet er, at kommunens forskellige sagsbehandlere kan få indblik i, hvad de forskellige NGO´ere kan tilbyde, samt også skabe kendskab på tværs mellem NGO´erne. Det er et ret unikt møde, som Tønder Kommune arrangerer, og det har stor betydning for et styrket samarbejde mellem forvaltning samt organisationer.
Vi har deltaget i et møde på Fjordmark i juni måned. Det var arrangeret af BROEN Danmark, og formålet med mødet var dels at gøre opmærksom på samarbejdet mellem BROEN Danmark samt julemærkehjemmet, og dels at arrangere møder, hvor vi som lokalforening kan møde andre lokalforeninger i vores geografiske område.
Der har været afholdt dialogmøde med socialudvalget for kommunen. Det er et arrangement, hvor vi får en mulighed for at informere om, hvad der rører sig i vores lokale forening, og hvor politikerne får mulighed for at stille opklarende og uddybende spørgsmål. Der var stor ros til vores arbejde, at vi er den mest synlige ngo i kommunen, en ros som vi naturligvis tog imod med glæde.
Vi har en oplevelse af, at vi er ret usynlige i Højer, og derfor har vi været til stede i Brugsen i Højer, hvor der blev snakket med borgerne og delt brochurer ud. Det er uvist, om det har en effekt, men uanset hvad, er det altid godt at komme ud og vise foreningen frem.
Vi var inviteret ud på Hydro for at modtage en donation på kr. 10.000. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi fik mulighed for at fortælle mere om foreningens arbejde, og hvor medarbejderne i den donerende afdeling fik mulighed for at stille uddybende spørgsmål.
Ferielejr 2024
Der har igen i år været afholdt sommerlejr for en gruppe børn, alle deltagende i projekt ”Når børn blomstrer”. Det blev holdt på Hohenwarte i uge 27 og med deltagelse af 20 børn samt 8 frivillige.
En fantastisk uge med masser af aktiviteter og med fokus på børnenes styrker, og hvor vi på den sidste dag fik besøg af vores ambassadør Jannick Green. Det var en stor oplevelse for børnene, som fik mulighed for at skyde på mål på Jannick. Efterfølgende er der et par af børnene, der er begyndt at gå til håndbold.
Der er flere fonde, der har bidraget med midler til ferielejren.
Frivillig fredag
Igen i år var vi med til Frivillig Fredag, som Tønder kommune afholder, og hvor temaet er at hylde alle de frivillige, der gør en stor indsats ude i kommunen. Denne gang var vi indstillet til den pris, der hvert år uddeles, uden at vi dog kom i betragtning. Glæden over at være nomineret er der.
Masker i Marsken
Til vores store glæde var vi inviteret med på Masker i Marsken, hvor vi var på scenen to gange og blev interviewet i forhold til selv foreningen og derefter omkring frivillighed. Det gav en rigtig god mulighed for at være synlig både i lokalsamfundet men også i forhold til resten af Danmark.
Der blev doneret penge til BROEN Tønder gennem salg af genbrugsmasker.
Giving Tuesday
For første gang afholdt vi arrangementet Giving Tuesday, og man må sige med stor succes.
Kreditbanken havde stillet lokaler og forplejning til rådighed, samt en donation, og derudover var der 6 erhvervsfolk fra kommunen, der stillede op og ringede rundt til deres netværk, og bad om støtte til BROEN Tønders børn. Vi fik på dagen tilsagn om kr. 129.000, og det var helt og aldeles totalt uventet, at beløbet blev så stort. De 6 indsamlere var også meget stolte og glade over resultatet. Måske havde de heller ikke selv forventet, at det blev så stort.
Vi havde på dagen besøg af Erik Haumann fra BROEN Danmark, og derudover var Jannick Green med på skærm lige da vi rundede kr. 100.000.
Vi gentager arrangementet d. 02.12.25, og flere erhvervsfolk har allerede givet tilsagn om at deltage.
Derudover kom der er et flot tilbud fra Henning Elsner, som sælger Hus Forbi. Henning er kendt fra tv som ”Felix og vagabonden”, og han tilbød at donere et foredrag til vores lokalforening, hvor hele beløbet ubeskåret går til os. Det arbejder vi på at få arrangeret d. 23.04.25 på Det blå Gymnasium.
DIF´s store sociale pris
Den største oplevelse for året 2024 var at BROEN Danmark og alle BROENs frivillige ildsjæle fik Idrættens Sociale Pris. Bag prisen står Grundfos Fonden og DIF (Danmarks Idrætsforbund)
Vi var derfor inviteret i Boxen Herning til årets gallashow, hvor DR hædrer atleter for forskellige præstationer.
Vi var ca. 100 frivillige på scenen, og samtidig kørte der klip med to unge kvinder, som begge har modtaget støtte gennem BROEN Horsens, og som fortalte, at uden den støtte havde det ikke været muligt for dem at kunne dyrke den aktivitet, som de gjorde.
Det at modtage prisen er en anerkendelse og værdsættelse af det store frivillige arbejde, der udføres hver eneste dag rundt i de 35 lokale foreninger i Danmark.
Projekt ”Når børn blomstrer”
Det er til vores store glæde lykkedes at få projektet forankret, således
at der nu er ansat en trivselskoordinator under Selvhjælp Sydvest, som får til opgave at sikre, at projektet når ud til endnu flere børn, som har brug for at være mere i trivsel. Det er blevet et projekt, der har fået stor bevågenhed politisk, fordi resultaterne har været så positive for de deltagende børn.
Økonomi
Donationer og tilskud til BROEN Tønder 2024
I alt kr. 417.321,50
Der er udbetalt kr. 357.945 i året 2024 til kontingenter og udstyr.
Antal støttede børn og aktivitetstyper
Vi har støttet 219 børn. De har bl.a. deltaget i kickboxing, fodbold, håndbold, badminton, volleyball, basketball, gymnastik, bueskydning, skydning, ridning, fitness, svømning, dans, BMX, badminton, svæveflyvning, speedway, e-sport, knallertkørekort, kulturskole-aktiviteter inkl. leje af instrumenter og spejder. Vi har også støttet deltagelse i DGI-/DBU-fodboldskoler, håndboldstævner og sommerlejre.
TAK
TAK til alle de personer og fonde samt partnerskabsaftalen med kommunen, der på forskellig vis har støttet BROEN Tønder. Uden det kan vi ikke gøre det arbejde, som vi rent faktisk gør.
TAK til de frivillige, samt donorer der var involveret i og støttede sommerlejren på Hohenwarte. TAK til Vivi og Dres for deres rummelighed og deres engagement for at gøre ugen så god for børnene som overhovedet muligt. Hjælpen er uvurderlig, og den var medvirkende til at alle, både børn og voksne, fik en rigtig god uge.
TAK til alle samarbejdspartnere i form af foreningsledere, medarbejdere hos kommunen, og forretninger. Det er i samspil med jer, at det hele går op i en højere enhed til gavn for børnene.
Vision for 2025
Hanne Aalling Risager
Forperson BROEN Tønder