Den gode historie

Forældre til dreng 18 år

“Vi har som forældre været vidne til en lille meget forsigtig og usikker dreng, der udviklede sig til en rigtig fornuftig og viljestærk ung mand, hvilket har været fantastisk. Vi er sikre på, at det ikke havde gået ham så godt, hvis han ikke havde haft sit frirum, fodbolden, hvor han fik bygget sit selvværd og selvtillid op.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.”

(I forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Familiecentermedarbejder i kommune

“Anders har fået rigtigt meget ud af at få muligheden for at træne igennem jer. Anders træner næsten hver dag og har fået mange af sine kammerater med i centeret også, hvilket gør, at de incl. Anders lever sundere, får søvn og spiser sund kost, flere stopper med at ryge cigaretter og drikke vildt i weekenderne. Anders er desuden gået fra et fravær på skolen på 90 % til tæt på 0 %.” (hilsen til BROEN Lolland om 16-årig dreng på specialskole)

Forælder til gymnastikbørn

“Vi er en stor famillie, men pengene er desværre ikke store. Mine børn ville gerne gå til gymnastik, men det var for dyrt. Så sundhedsplejersken sagde, at hun ville kontakte BROEN Lolland, som ringede tilbage til mig, og nu har jeg nogle meget glade børn, der går til redskabsgymnastik i Nakskov. Vi ved jo alle, hvor vigtigt det er at bevæge sig, så vi er fysisk sunde, men også hvor vigtigt det er at være glade og sociale, så psyken er sund. De er fantastiske, og gør et fantastisk stykke arbejde.”

(Om støtte fra BROEN Lolland)

Dreng 10 år

“Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

(Om støtte fra BROEN)

Dreng på musikskole

“Han er en succeshistorie. Han har udviklet sig musikalsk intet mindre end fremragende, som kun kan praktiseres via BROENs tilskud – ubetinget. Samtidig har han fået et kammeratskab, som han med sikkerhed ikke har andre steder i tilværelsen. Det har givet ham en værdifuld base/et holdepunkt i livet. Stor respekt for BROENs betydning.”

(Hilsen til BROEN Vejen)

Mor til barn

“Hej Lars! Jeg har et barn på specialskole med nogle særlige behov og udfordringer i livet. Jeg kan mærke stor forandring efter opstart hos Krav Maga (selvforsvar). Både på selvtillid og selvværd. Det var aldrig sket uden din/jeres hjælp. Så kæmpestor tak for dig/jer.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Nahom 9 år

“Træningen er det bedste. For så bliver man bedre til at spille. Jeg har også fået mange venner. Der er flere på holdet, som går i min klasse, og jeg har også lært nogen fra de andre skoler at kende.”

(Om støtte til fodbold fra BROEN Rudersdal)