Støt BROEN Frederikshavn

Det koster at hjælpe udsatte børn og unge ud i et aktivt fritidsliv. BROEN hjælper med støtte til kontingenter og udstyr til sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene til at være en del af et positivt fællesskab med andre børn og unge og voksne rollemodeller.

BROEN er afhængig af at finde økonomiske midler til denne hjælp.

Ønsker du at støtte som virksomhed eller forening? Klik her

Støt økonomisk

Den gode historie

Henrik Nielsen

Henrik Nielsen (K), formand for udvalget for erhverv, beskæftigelse og kultur i Svendborg Kommune: “Det handler ikke kun om motion. Det handler også om at blive del af fællesskaber, hvor der er mulighed for at løfte sig og få et godt liv.”

(I artikel om BROEN Svendborg)

Mor til to piger

“Mine to piger, Maria og Laura, er meget glade for at gå til spejder. Det er ikke blot en sund fritidsinteresse ude i det fri. Spejderne giver dem en masse oplevelser, som både styrker deres selvtillid og sociale kompetencer. De mødes en gang om ugen med deres respektive grene, og udover det deltager de i en del arrangementer, ture og overnatninger hele året rundt. Højdepunktet i spejderlivet er sommerlejr, og det har begge piger efterhånden prøvet nogle gange. De er ‘vokset’ meget hver gang, de har været afsted. Jeg er meget glad for, at de har fundet den interesse, og jeg er stolt over at se dem tage udfordringer og udvikle sig igennem spejderlivet. Samtidig er jeg så glad og taknemmelig for, at sådan en organisation som BROEN er med til at gøre, at det overhovedet kan lade sig gøre at sende pigerne afsted. Uden den økonomiske hjælp ville det være svært at støtte op omkring deltagelse i alle de fantastiske tiltag, spejderforeningen udarbejder og tilbyder.”

(Hilsen til BROEN Halsnæs)

Forældre til dreng på 8 år

“Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

(Om støtte fra BROEN)

Mor til to børn

“Jeg er så taknemmelig for, at I hjælper os med at kunne gå til kampsport i fritiden. Et af mine børn har haft mange udfordringer i hans korte liv. Det at se, hvor meget hans udfordringer er mindsket ved hans sport, er jeg så glad for.”

(Hilsen til BROEN Herlev)

Forældre til dreng på 12 år

“Vi er meget glade for, at BROEN kunne hjælpe, da han ellers ikke kunne fortsætte med aktiviteten :)”

(Om støtte fra BROEN)

Astrid Krag

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S): “Det er så afgørende at føle sig med på et hold – som en del af et fællesskab – selv om ens forældre måske ikke lige har råd til at betale det månedlige kontingent til fodboldklubben. Lige præcis vores udsatte børn er ikke altid rige på succesoplevelser. Hverdagen derhjemme kan være udfordrende. De kan være vant til at føle sig anderledes. Derfor er det vigtigt at have et åndehul – både for børn og for deres forældre. Et åndehul, der gør, at hverdagen bliver lidt nemmere at overkomme. Vi kender det alle sammen. Vi vokser og får større selvværd, når de andre på holdet har brug for os. Regner med os. Selv har jeg spillet i band i mange år. Jeg fik nogle af mine bedste venner og minder gennem det fællesskab. Stor tak til BROEN Danmark for at give udsatte børn samme mulighed.”

(I forbindelse med uddelingen af Tine Bryld Prisen 2020 til BROEN)

Frivillig i BROEN Horsens

“En pige på 11 år ringer til en af BROENs frivillige en lørdag formiddag og spørger grædende, om hun kan låne penge til en busbillet til Vejle, hvor hun skal deltage i et sportsstævne. Den frivillige vælger at hente pigen og køre hende til Vejle. Da han spørger, om ikke hun kan låne pengene af sin mor, som hun bor alene med, svarer hun med tårer i øjnene: ‘Det ved jeg ikke. Hun gik på Klods Hans (værtshus) i torsdags, og jeg har ikke set hende siden.’ ”

Sundhedskonsulent i kommune

Charlotte Baere, projektkoordinator/sundhedskonsulent, Køge Kommune: “I min hverdag oplever jeg den livsglæde, det giver børn og deres familier at få hjælp fra BROEN. Mange børn får ikke opfyldt deres drøm om at kunne dyrke en fritidsinteresse, fordi deres forældre ikke har plads i budgettet til et foreningsmedlemskab. Her bygger BROEN virkelig bro. Jeg har set de fantastiske ansigtsudtryk, det giver, når ”lillePeter” møder ”frivilligPeter” fra BROEN i den lokale sportsforretning. Inklusion i en aktivitet drevet af frivillige ildsjæle, som ”vil” børnene, rykker virkelig noget hos den enkelte.”

(Interview, samarbejdsmøde, Køge 2014)

 

Ida

“Jeg er meget glad for ridning og meget taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre at gå til det. Min mor er fattig og har ikke råd til, at jeg går til så dyr en sport, så jeg er mega lykkelig over, at vi hørte om BROEN Vejle. Jeg har fortalt det til mange af mine venner, for jeg synes alle skal vide, hvor fantastiske BROEN Vejle er.”

(Hilsen til BROEN Vejle)