Vedtægte.

Vedtægter for BROEN Aabenraa

  • 1 Foreningens navn, hjemsted og adresse.

Stk. 1 Foreningens navn er BROEN Aabenraa, og den har hjemsted i Aabenraa kommune.

Stk. 2 Foreningens adresse er formandens adresse.

Stk. 3 Foreningen BROEN Aabenraa er en lokalafdeling under den landsdækkende forening BROEN Danmark.

  • 2 Formål.

Stk. 1 Foreningens formål er at støtte, hjælpe og vejlede børn og unge fra ressourcesvage og økonomisk trængte familier fra Aabenraa kommune, til en aktiv fritid.

Stk. 2. Foreningens formål er gennem samarbejde med Aabenraa kommune – f.eks. SSP, familierådgivere, sundhedsplejerske, lærere og pædagoger samt idrætsklubber og andre foreninger – at finde frem til de børn og unge, der kommer fra familier som er socialt -og økonomisk trængte, og tilbyde en aktiv fritid med gode kammerater og positive voksne rollemodeller.

Stk. 3.Foreningen søger midler gennem fonde, legater, offentlige midler og sponsorater.

Stk. 4. Foreningens primære 2 målgrupper er udsatte børn og unge fra 0–17 år samt unge fra 18 til og med 25 år, bosiddende i Aabenraa Kommune. Disse 2 grupper opdeles i hver deres enhed med separate kontonumre, så donationer håndteres uafhængigt af hinanden.

For unge i alderen 15–24 år, som ikke er i job eller uddannelse, indtænker foreningen desuden, at det eksisterende kulturpas anvendes aktivt og som udgangspunkt bringes i spil, før der ydes økonomisk støtte fra foreningen.

Stk. 5. Støtten kan blandt andet anvendes til dækning af kontingent, anskaffelse af udstyr og tøj relateret til aktiviteten, samt transport til og fra aktiviteten i det omfang, der vurderes nødvendigt. Der udleveres aldrig kontante beløb.

  • 3 Organisering.

Stk. 1. Foreningens ledes af en bestyrelse.

Stk. 2. Kontingent fastsættes på generalforsamlingen.

  • 4 Medlemskab

Stk.1. Alle kan melde sig ind i foreningen som enkeltpersoner.

Stk. 2. Kontingent fastsættes 1 gang årligt på generalforsamlingen.

 

  • 4 Bestyrelsen.

Stk. 1. Bestyrelsen består af mindst 3 og højst 7 medlemmer. Bestyrelsen kan udpege 2 suppleanter. Der vælges formand, næstformand og kasserer. Øvrige medlemmer er almindelige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen holder møde mindst 1 gang i kvartalet.

Stk. 3. Bestyrelsen kan oprette projektgrupper og udvalg – alt efter behov og interesse.

Stk. 4. Formand og kasserer tegner foreningen og må ikke være samboende, ægtefæller eller lignende.

Stk. 5. Medlemmer af bestyrelsen udfylder børneattest jf. BROENs etiske retningslinjer (punkt 9) og indvilliger i, at leve op til BROENs etiske retningslinjer.

  • 5 Regnskab og revision.

Stk. 1. Foreningens regnskab følger kalenderåret og aflægges for generalforsamlingen til godkendelse. BROEN Aabenraa udpeger revisor.

  • 6 Generalforsamlingen.

Stk. 1. Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle spørgsmål. Vedtagelser sker ved almindeligt flertal.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal. Der indkaldes via foreningens hjemmeside med mindst 14 dages varsel.

Stk. 3.  Generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent, referent samt stemmetællere

Formandens beretning

Godkendelse af regnskab

Indkomne forslag

Valg af bestyrelsesmedlemmer

Valg af suppleanter

Valg af revisor

Fastsættelse af kontingent

Eventuelt

Stk. 4. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden skriftligt i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.

Stk. 5. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Formanden og halvdelen af bestyrelsen er på valg i lige år – første gang i 2028 – og derefter hvert andet år. Næstformand, kasserer og halvdelen af bestyrelsen er på valg i ulige år – første gang i 2027.

Stk. 6. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er medlemmer af foreningen, der har været medlem i minimum 6 måneder, og som er mødt frem personligt til generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

  • 7 Ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 1. Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling af bestyrelsen, eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom.

Stk. 2. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel og skal ske senest 3 uger efter der er fremsat begæring herom. Den ekstraordinær generalforsamling har samme bemyndigelse som den ordinære.

  • 8 Foreningens opløsning.

Stk. 1. Foreningen kan kun opløses på en generalforsamling.

Stk. 2. Det kræver et flertal på mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer at opløse foreningen.

Stk. 3. Ved en eventuel opløsning tilfalder alle foreningens aktiver BROEN Danmark.

Vedtægterne er således godkendt og vedtaget på stiftende generalforsamling mandag den 27. april 2026.

Den gode historie

Forældre til dreng på 8 år

“Thor vil gerne, at jeg skriver, at han er rigtig glad for, at han kan få hjælp til sport fra BROEN. Ja, det er vi voksne også.”

(Om støtte fra BROEN)

Lærer for to drenge

“Kære BROEN! To af mine elever har fået hjælp til at komme i gang med at dyrke kampsport, og det er de rigtig glade for. Det styrker deres indbyrdes venskab, og de er begge to supermotiverede med sporten – jeg er sikker på, det også smitter af på skolen. Det er til stor glæde for dem, og det var ikke kommet i stand uden støtte fra BROEN. Tusind tak for støtten. Hilsen Lærer til to glade drenge”

(Hilsen til BROEN)

Mor til fire børn

“Tusind tak for den støtte, I har givet min familie. Jeres hjælp giver mine børn glæde og får dem til at føle sig som andre børn. Vi har haft mange dage, hvor vi ikke har haft penge til mad, og siden vi kom til Danmark, har jeg købt brugt tøj og sportstøj til mine børn i Røde Kors. Jeg er glad for, at der er mennesker som jer!”

(Hilsen til BROEN Lyngby-Taarbæk, der støtter familiens fire børn i alderen 7 til 12 år til henholdsvis karate, gymnastik og fodbold.)

Mor til børn

“Livskvalitet til mine børn: BROEN Vejle gør en kæmpe forskel til fordel for mine børn. De kan takket være BROEN beholde deres sociale liv med de fritidsaktiviteter som bidrager til deres livskvalitet og aktive og sunde liv. De får mulighed for at indgå i relationen på lige fod med deres kammerater, og den vej kan de opnå at få følelsen af fællesskab, det at være en del af noget betydningsfuldt. Det at få fornemmelsen af, at fodboldholdet som eksempel ikke lykkes, uden at jeg også deltager, er den bedste følelse du kan give et barn, som mangler lidt selvtillid. ‘Jeg er en del af fællesskabet, jeg er med til at lykkes’. Ved at de eksempelvis nu har fået mulighed for at deltage i spejderlejr og fodboldskole i deres sommerferie, kan de efter sommerferien fortælle stolt om deres oplevelser i ferien – de er del af fællesskabet og følelsen af at være en del af det.”

(Hilsen til BROEN Vejle)

Projektleder i kommune

”Mikkel har en udfordring i skolen. Han passer ikke helt ind, og han er overset derhjemme, da hans mor er alene med ham og hans lillesøster på 4 måneder. Hans sagsbehandler tog kontakt til Aktiv Fritid, og nu går Mikkel til springgymnastik. Hver tirsdag henter hans frivillige følgeven Sonja ham. BROEN Vejle betaler kontingent for hans medlemskab, og Aktiv Fritid har matchet Mikkel med Sonja og givet dem et 10-turskort til svømmehallen, da de slet ikke kan nøjes med at ses en gang om ugen. Mikkel har nu fået både en følgeven og en reservebedste, han får brugt noget energi, og han glæder sig til hver tirsdag.”

(Om samarbejde mellem Aktiv Fritid i Vejle Kommune og BROEN Vejle)

Familiekonsulent

“BROEN har igennem årene været en vigtig samarbejdspartner i mit virke. Den er altid tænkt ind i opgaveløsningen, og der er altid en stor velvilje til løsninger, mulighedernes kunst, og der er meget kort vej til hjælpen.”

(Familiekonsulent i Silkeborg Kommune)

Mor til Noah på 11 år og Sia på 7 år

“Lykken for mine børn er en barndom med tryghed, smil og vigtigst af alt, at føle sig som de andre. BROEN har skabt smil og glæde i vores lille hjem, da de ligesom deres kammerater kan deltage i den sportsgren, de holder så meget af. I et år har de gået til svømning nu, og de smiler hver eneste gang. For mig som mor betyder det rigtig meget. At BROEN vil bruge deres midler på at glæde mine børn, giver mig mere overskud på min mor-konto. Det giver mig mindre økonomiske bekymringer samt stor glæde, da jeg på den måde kan give mine børn mere glæde i deres hverdag.”

(Hilsen til BROEN Aalborg)

Forælder til gymnastikbørn

“Vi er en stor famillie, men pengene er desværre ikke store. Mine børn ville gerne gå til gymnastik, men det var for dyrt. Så sundhedsplejersken sagde, at hun ville kontakte BROEN Lolland, som ringede tilbage til mig, og nu har jeg nogle meget glade børn, der går til redskabsgymnastik i Nakskov. Vi ved jo alle, hvor vigtigt det er at bevæge sig, så vi er fysisk sunde, men også hvor vigtigt det er at være glade og sociale, så psyken er sund. De er fantastiske, og gør et fantastisk stykke arbejde.”

(Om støtte fra BROEN Lolland)

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

(Hilsen til BROEN Herlev)

    Find BROEN lokalt

    Vælg din kommune herunder og gå til din lokale BROEN-forening.

    Faxe
    Frederikshavn
    Frederikssund
    Greve
    Guldborgsund
    Haderslev
    Halsnæs
    Hedensted
    Herlev
    Hillerød
    Horsens
    Høje-Taastrup
    Hørsholm
    Køge
    Lolland
    Lyngby-Taarbæk
    Mariagerfjord
    Nyborg
    Næstved
    Odense
    Randers
    Ringkøbing-Skjern
    Rudersdal
    Silkeborg
    Skive
    Slagelse
    Stevns
    Struer
    Svendborg
    Sønderborg
    Tønder
    Varde
    Vejen
    Vejle
    Vordingborg
    Aalborg
    Aarhus

    Kommunegrænser: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, forenkletBornholm