BROEN Danmark
Find kontaktinfo til lokalforening
Tlf: 2859 8010 (BROEN Danmark)
info@broen-danmark.dk
Falstersgade 24
8700 Horsens
CVR 34773122

(Modelfoto)
Ronni Helding Madsen er alenefar til to børn og fleksjobber. Derfor kan det være svært at finde penge i budgettet til kontingenter og udstyr til børnenes fritidsaktiviteter. Med hjælp fra BROEN Nyborg kan det alligevel lade sig gøre for den lille familie.
Den historie har han valgt at fortælle til Fyens Stiftstidende. Også for at opfordre andre forældre til at række ud efter hjælp, når økonomien er stram.
Børnene William på 15 år og Gabriella på 13 år går til karate og kickboxing, og de er med tiden blevet dygtige til deres sport.
Men efter at forældrene gik fra hinanden, og Ronni blev alene med børnene, har det været svært at klare udgifterne til børnenes sport, som han fortæller til avisen:
“Jeg prøver hele tiden at spare op og have en buffer, hvis der nu opstår noget. Men den anden dag kom William, der skyder i vejret, hjem og sagde, han skulle have en ny gi (kampdragt, red.), som snildt koster 800 kroner. De penge kunne jeg måske finde, men så er Gabriella samtidigt nået en alder, hvor hun skal have en brystbeskytter. Sådan en koster også, og så løber det hurtigt op.”
BROEN trådte til med hjælp
William begyndte i Nyborg Karateklub for ni år siden, og senere fulgte Gabriella efter. For hende betyder det meget at gå til noget i fritiden, som hun fortæller til avisen:
“Jeg er glad for, at vi er med i et fællesskab og kan komme med til stævner, vinter- og sommercamps og den slags. Hvis vi ikke kunne være med til alle de ting, som de andre er, kunne man ellers godt føle sig udenfor.”
Da forældrene gik fra hinanden, stod Ronni med valget mellem at betale kontingenter eller at lade de to søskende blive hjemme.
“Jeg har stået og tænkt: ‘Puha, jeg synes ikke, jeg har en krone’. Og var de ikke trådt til, var det ikke sikkert, at børnene kunne fortsætte,” fortæller Ronni Helding Madsen om håndsrækningen, som kom fra BROEN Nyborg.
Til Fyens Stiftstidende erkender han, at der kan være fordomme over at modtage hjælp, som den BROEN giver, at han ikke taler højt om det. Alligevel har han et budskab til andre forældre i samme situation:
“Man skal ikke være bange for eller flov over at række ud. Det er der ikke noget galt i. Så mit råd er helt klart: Tag skridtet. Søg hjælpen.”