03/02/2023

Julecamp for ukrainske børn

Ukrainske børn julecamp 2022

Deltagere i campen sammen med gæsterne Kirsten Jensen og Per Frost Henriksen (Foto: DGI Nordsjælland)

I juleferien 2022 lavede DGI Nordsjælland og BROEN Hillerød en camp for ukrainske børn og unge fyldt med fede aktiviteter. Deltagerne dansede, spillede fodbold, lavede gymnastik, stod på ski på Amagerbakke og meget mere.

Idrætten er et frirum for de ukrainske børn og unge, hvor de i en stund kan glemme alt om krigen, de er flygtet fra. Derudover gav campen en smagsprøve på, hvad foreningslivet i Danmark har at byde på.

Målet er, at de ukrainske børn og unge finder en idrætsforening, hvor de kan dyrke præcis den idræt, de er vilde med.

Under campen var der besøg af Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød Kommune, og Per Frost Henriksen, formand for DGI Nordsjælland.

Tak for et godt samarbejde med DGI Nordsjælland, der har arrangeret campen. BROEN Hillerød har støttet ferieaktiviteten økonomisk. Desuden har Dansk Flygtningehjælp givet støtte fra Fritidspuljen til Hillerød Fodbolds instruktører. Også tak til de tosprogede campledere Daria Iakovenko og Oksana Gammochka. Uden dem var det ikke muligt at gennemføre campen.

Det er anden gang, der arrangeres camp i skoleferien for flygtningebørn fra Ukraine. Der er planer om en ny camp i påskeferien.