Støt Broen Danmark - Min konto

6. september 2021

Støtte til ændring af livsstil

BROEN Vejle har gennem et stykke tid støttet en dreng til at gå til fodbold. Nu har drengens mor sendt en hilsen for at fortælle, hvad det har betydet for familien og især for drengen, at BROEN har støttet hans fritidsaktivitet, siden han og hans søster kom tilbage fra et ophold på julemærkehjem.

Fodboldstøvler

BROEN har støttet med kontingent og udstyr til fodbold (Foto: BROEN Vejle)

“Hej BROEN Vejle

Lidt om hvad BROEN Vejle har betydet for os som forældre. Vi fik kendskab til BROEN Vejle for nogle år siden, da 2 af vores børn kom hjem fra julemærkehjemmet i Hobro. Begge børn var afsted med et behov for at tabe sig og for Nikolais vedkommende, genopbygge sin selvtillid. De tabte sig begge 2 rigtig meget på de 10 uger, men den hårde del ventede, da de kom hjem. Motionen og kostvanerne skulle der holdes ved, og det skulle være en naturlig del af vores hverdag.

Beslutningen herom var ikke så svær, men det var den økonomiske del. Det koster betydeligt mere i hverdagen at spise sundere og dertil kom så udgifterne til motion. Vi havde simpelthen ikke penge til begge dele, hvilket som forældre var rigtig svært, fordi det betød vi ikke optimalt kunne hjælpe vores børn videre med den sunde livsstilsændring, de selv ønskede. Vi boede på landet og begge børn ville gerne cykle i skole frem for at tage bussen, vi havde ikke engang råd til 2 brugte cykler. De ville gerne i motionscenter og vedligeholde deres træning, men kontingenterne var simpelthen for dyre, og Nikolai der altid har elsket fodbold havde et brændende ønske om at spille fodbold, vi havde bare ikke penge til kontingent eller udstyret.

Det er noget af det værste, vi som forældre at måtte sige nej til for noget så simpelt som fritidsaktiviteter. Heldigvis hørte vi via Nikolais støttelærer om BROEN Vejle, og vi tog kontakt til Susanne. Ret hurtigt sørgede hun for, at børnene blev tilknyttet BROEN Vejle og efter et par dage havde begge børn cykler og var startet i motionscenter.

Det er efterhånden en del år siden, men BROEN Vejle støtter stadig Nikolai i hans udvikling med hjælp til løbesko og fodboldstøvler, så han kan dyrke sport på lige fod med andre unge. Som forældre er vi dybt taknemmelig for den hjælp, vi har fået. Den bekymring, udgiften til et par fodboldstøvler kan give, er opslidende, med hjælpen fra BROEN Vejle har vi kunnet støtte vores børn i at nå de mål, de satte sig for mange år siden, og som de stadig holder fast i.

Nikolai elsker stadig fodbold og motion, endda så meget at han har valgt 2 år på en livsstilsefterskole på Hjarnø. Her støtter BROEN Vejle ham stadig med udstyr til motion og fodbold.
For et ungt menneske betyder det noget, at man ikke skiller sig ud ved at være den, der kommer i for små eller hullede fodboldstøvler. Som forældre betyder det alt, at man kan støtte sine børn i de drømme de har, selvom økonomien er meget stram.

Hilsen Liselotte Mor”

Vi er glade for at høre, at BROENs samarbejde med julemærkehjemmet og efterskolen har hjulpet til, at Nikolai har kunnet holde fast i sin ændring af livsstil. Tak til Liselotte for at dele historien.