Støt Broen Danmark - Min konto

8. juni 2016

Mønsterbryder ambassadør for børn

TorbenHein2

Torben Hein i sin nye ambassadørbluse fra BROEN Vejle

Torben Hein peger stolt på logoet på sin nye bluse. “BROEN Vejle” står der i rød og hvid skrift og med en række børn henover på en bro, hvor børnene holder hinanden i hånden. Torben har netop sagt ja til at være ambassadør for foreningen BROEN Vejle, der har til formål at bygge bro for børn og unge fra udsatte familier til det lokale fritidsliv i foreninger og klubber med sport, teater, musik eller andet som omdrejningspunkt for at være sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

Torben Hein er i dag nok bedst kendt for sin deltagelse i tv-programmet “X Factor”, hvor han optrådte med sin barndomsven Frank Clifforth. Ud over at synge og spille guitar arbejder han desuden på et afvænningscenter i Tørring. Han ved på egen krop, hvad det handler om. Som søn af en far, der var alkoholiker og tog sønnen med på værtshuse, og en mor i et nyt ægteskab med en voldelig stedfar, endte Torben selv i anbringelser på institution, stofmisbrug og kriminalitet allerede i de tidlige teenageår.

I mange år røg han ind og ud af fængsler. Som 35 årig valgte han en fremtid uden stofferne med et afvænningsophold i en anden del af landet. Han begyndte derefter at tage en HF-uddannelse og fortsatte med at uddanne sig til terapeut og misbrugsbehandler.

TorbenHein

Susanne Clausen, formand for BROEN Vejle, byder Torben Hein velkommen som ambassadør for udsatte børn

Nu har han altså valgt at bruge sin baggrund til at hjælpe udsatte børn til et bedre børneliv, end han selv fik mulighed for.

Det er en stor glæde for BROEN Vejle at byde Torben velkommen som ambassadør, og vi ser frem til samarbejdet med ham!

Find mere om Torben Hein på hans hjemmeside