19. november 2014

BROEN Vejle hjælper unge over broen

Løbeprojekt politi Broen Vejle

Nogle af deltagerne i løbeprojektet, som støttes af BROEN Vejle (foto: Jeppe Rafn, Lokalavisen)

“Vi løber med politiet”

Sådan kommer der til at stå på 11 unges t-shirt, når de den 9.maj 2015 skal løbe Lillebælt Halvmarathon. De unge løbere kommer fraVejle og er i alderen 14-16 år. De har tilmeldt sig gennem byens fritids- og ungdomsklubber, der har taget imod en invitation fra det lokale politi om at være med i et kriminalpræventivt løbeprojekt.

“De er ikke  kriminelle og bliver det forhåbentlig aldrig, så det er forebyggelse i sin reneste form,” fortæller politiassistent Mich Klausen.

De unge løber to gange om ugen sammen med politifolk og andre voksne, der  er  tilknyttet projektet. Klubberne Club Midt, Nørremarkens Fritidscenter og Solsikken samt boligprojektet i Løget stiller også voksne til rådighed.

I starten blev der løbet i både sejlersko og almindelige kondisko, men det er der nu rettet op på. For nyligt mødtes deltagerne i Sport  24 i Vejle for at få sig et par løbesko, der blev sponsoreret af BROEN Vejle.

“Det er første gang, at vi støtter sådan et projekt, der ikke foregår i en forening. Vi synes, det er flot, at politiet er med i det,” siger Susanne Clausen fra BROEN Vejle.

Læs mere om projektet i Lokalavisen den 18. november 2014: Vi løber med politiet