Støt Broen Danmark - Min konto

23. oktober 2020

Familie har fået nyt liv i rideklubben

Familien Andersen har fået en fælles interesse: Ridning. Med en afgørende håndsrækning fra BROEN Tønder er rideklubben i Skærbæk blevet samlingspunkt og fælles aktivitet for familien på fem.

I forbindelse med at BROEN Danmark og alle BROENs lokalforeninger onsdag aften fik tildelt Tine Bryld Prisen, som også kaldes “Danmarks store socialpris”, har TV2 Syd fået familien Andersen til at fortælle sin historie om at blive støttet af BROEN.

Tine Bryld Prisen givet for at bygge bro til en aktiv fritid

De to ældste børn i familien Andersen, døtrene Anna og Maya, er blevet støttet af BROEN Tønder gennem flere år. Først til at gå til spejder og siden til at gå til ridning i den lokale rideklub i Skærbæk.

TV Syd indslag

Den ældste datter Anna Andersen bliver interviewet af journalist Henrik Skovgaard (Skærmbillede fra TV Syd)

Begge pigerne holder meget af at ride, en interesse, som de deler med deres mor, Vibeke, der har redet i mange år. Især for Maya på 12 år er ridningen blevet en vigtig del af hendes liv, fordi hun slås med både autisme og ADHD. Det gør det svært for hende at indgå i idræt som boldspil og gymnastik, hvor hun skal forholde sig til mange andre børn og uforudsigelighed, som er en udfordring i hendes verden.

Derfor er ridningen i en tryg ramme i rideklubben i Skærbæk blevet et fast ankerpunkt i Mayas liv. Det giver også mere ro og overskud i familien Andersen.

I dag er både mor Vibeke og far Søren blevet frivillige i klubben. Søren er med i bestyrelsen og dermed begyndt at ride uden at skulle betale kontingent, så de nu alle har en fælles oplevelse med heste og fællesskabet i rideklubben som omdrejningspunkt. Endda så meget at ridehallen næsten er blevet deres andet hjem.

Indtil videre er yngste medlem af familien på bare to år ikke begyndt at ride. Men mon ikke det kommer snart?

Find indslaget om familien og rideklubben hos TV Syd

Find mere om Tine Bryld Prisen