12. juni 2017

Udsatte familier hjælpes på ferie

Sidst i juni skal nogle sårbare og udsatte familier på ferie med et aktivt indhold. I alt 27 børn og 12 voksne får del i denne oplevelse, som BROEN Tønder og Motel Højer arrangerer i fællesskab.

Projekt med lokal opbakning

Kaare Holler Jensen fra Motel Højer og Hanne Aalling Risager fra BROEN Tønder er gået sammen om ferieprojektet. (foto: André Thorup/Jyske Vestkysten)

Ni udsatte familier fra Tønder Kommune kommer i juni på sommerferie i Højer. Foreningen BROEN Tønder står sammen med Kaare Holler Jessen fra Motel Højer bag ferieopholdet. Det fortæller de to samarbejdspartnere til Jyske Vestkysten.

Familierne kommer fra forskellige steder i Tønder Kommune, og de er alle blevet udvalgt af kommunens familieafdeling, der ellers ikke har noget med projektet at gøre. De ni familier tæller i alt 27 børn og 12 voksne, så nogle familier består af enlige forældre, mens andre familier tæller både mor og far og børn. Børnene er i alderen fire til 18 år.

Fælles for dem er, at der i familierne ikke er det store overskud til at få børnene i gang med fritidsaktiviteter.

De fem dage er gratis for familierne, og formålet er at give dem nogle gode oplevelser med vægt på fritidsaktiviteter:

“Det er vigtigt for børn at være gode til noget. Om det så er håndbold, at være spejder eller noget helt andet er ikke så vigtigt,” siger Hanne Aalling Risager fra BROEN Tønder og peger på, at flere af børnene typisk har det svært i skolen.

De fem dage i Højer vil familierne blive introduceret til forskellige aktiviteter. Der er allerede planlagt en dag i Marskhallen, hvor frivillige fra sportsforeningerne vil byde ind med forskellige aktiviteter. De blå spejdere fra Tønder har også meldt deres ankomst en dag, så børnene kan prøve spejderlivet.

En række lokale sponsorer støtter projektet på forskellig vis for dels at sikre et varieret indhold og for at bidrage til at gøre opholdet økonomisk muligt.

Find hele omtalen i Jyske Vestkysten den 31. maj 2017

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk