14. juni 2018

På to hjul for udsatte børn i BROEN

BROEN Danmark Rundt 2017

Fra træningstur i 2017 for BROEN Danmark Rundt (foto: OK)

I næste uge går startskuddet til cykelløbet BROEN Danmark Rundt, som i 2018-udgaven cykler fra Helsingør til Skagen til fordel for udsatte børn og unge.  Den 19. juni ankommer feltet i Nyborg og besøger den lokale BROEN-afdeling.

Borgmester tager mod cykelhold

Hos BROEN Nyborg er man glade for, at cykelrytterne fra BROEN Danmark Rundt har valgt at køre turen og lægge vejen forbi foreningen i Nyborg. Her her lokale frivillige bygget bro for udsatte børn til en aktiv fritid i lokale fritidstilbud og sportsklubber siden 2012.

”Sidste år hjalp vi knap 100 børn og unge ind i de lokale idræts- og fritidsforeninger her i byen,” fortæller formand Jane Have Andersen og fortsætter: ”Vi har haft et godt samarbejde med både det lokale foreningsliv og fagpersoner fra Nyborg Kommune inden for især udsatte unge. Blandt andet har vi lavet særlige projekter for nogle unge med adfærdsvanskeligheder, der ikke var helt klar til at træde direkte ind i foreningslivet,” uddyber hun.

BRObygning til foreningslivet

BROEN er en landsdækkende sammenslutning af lokale foreninger, som har til formål at støtte udsatte børn og unge med kontingenter, udstyr og hvad de nu måtte have brug for til idræt eller andre fritidsaktiviteter. Løbets hovedsponsorer er Blue Idea og energiselskabet OK, hvor sidstnævnte i forvejen er kendt for sin omfattende støtte til lokale idrætsklubber og foreninger.

”Vi kan se, at vores støtte gør en forskel, fordi en masse børn og unge i lokalområdet har fået et aktivt fritidsliv. Vi vil fortsætte arbejdet i BROEN Nyborg, så endnu flere børn og unge kan deltage i fritidsaktiviteter.” siger Jane Have Andersen.

Kendte som ukendte danskere sadler op

På cykelholdet er blandt andet de to politiske ledere Kristian Thulesen-Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) samt Jacob Mark, gruppeformand i SF, Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og flere byrådspolitikere fra hele landet. Derudover består cykelholdet af en række ildsjæle fra forenings- og erhvervsliv, der er klar til at trampe i pedalerne for en god sag.

Feltet ankommer i Nyborg kl. mellem 15 og 15.30, efter transporten over Storebælt med en bus sponsoreret af Egon’s Busser. Feltet modtages af BROEN Nyborg ved rådhuset sammen med borgmester Kenneth Muhs, der byder velkommen til kommunen.

Fakta

  • BROEN Danmark Rundt indsamlede i 2017 cirka 375.000 kroner. Pengene er blevet brugt til støtte af udsatte børns aktive fritid gennem BROENs lokalforeninger og til ferieaktiviteter.
  • BROENs lokalforeninger hjalp i 2017 ca. 4.800 børn og unge til en fritidsaktivitet i det danske forenings- og fritidsliv. Aktiviteterne spænder over sport, spejder, musik, dans og teater samt træningslejre og stævner i skoleferierne.
  • Alle indsamlede midler fra cykelløbet går ubeskåret til BROENs indsats for socialt udsatte børn.
  • Deltagerne dækker selv alle deres udgifter i forbindelse med turen.
  • Aktuelt har BROEN 27 lokalforeninger fordelt ud over Danmark.
  • BROEN samarbejder tæt med kommunale fagpersoner og det lokale foreningsliv.
  • Find mere om BROEN Danmark Rundt hos BROEN Danmark

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk