Støt Broen Danmark - Min konto

18. oktober 2021

Samarbejde bygger bro til foreningslivet

Ved at samarbejde kan man styrke indsatsen for at hjælpe børn og unge fra udsatte familier ind i det lokale foreningsliv. Det er grundtanken i projektet “Foreninger for alle” mellem Næstved Kommune, DGI Storstrømmen og BROEN Næstved.

Finde vejen til foreningerne

De tre parter gik sammen om projektet Foreninger for alle i 2018 for at gøre en fælles indsats for at få flere børn og unge til at blive aktive i idrætsforeningerne i kommunen. Fra i begyndelsen at have fokus på integration af børn med anden etnisk baggrund blev projektet udvidet til at omhandle alle børn og unge med behov for ekstra støtte til at gå til noget i fritiden.

Brobygningen fungerer på den måde, at fagpersoner henviser til børn og familier, der har behov for lidt ekstra hjælp, til DGI. Fagpersonerne kan blandt andre være socialrådgivere eller personale fra skolerne. Herefter taler brobyggeren med familien om, hvilke idrætsaktiviteter de godt kunne tænke sig at deltage i.

Brobyggeren tager nu kontakt til foreningen for at finde det eller de hold, der matcher barnets og familiens ønsker, og tager barnet med ud for at købe det nødvendige tøj og udstyr til idrætten. Den økonomiske støtte til kontingent og udstyr kommer fra BROEN Næstved, der kan støtte med op til 3.000 kroner per barn.

Se video om brobygningsprojektet:

Spiller hinanden gode

I projektet lægges der vægt, at hver part gør det, man er god til, fortæller Merete Røll Lærke, der er direktør i DGI Storstrømmen:

“Når man samarbejder, skal man fokusere på at gøre det, man er bedst til, og derfor finde nogle, der kan noget andet end en selv. Det er styrken i det her projekt. Vi holder os til foreningsdelen, som vi er eksperter i, BROEN støtter økonomisk, som de er gode til, og kommunen vurderer, hvor behovet for en særlig indsats er størst.”

Find mere om Foreninger for alle hos DGI Storstrømmen