Støt Broen Danmark - Min konto

5. december 2019

Kontant skulderklap til BROENs indsats

BROEN Næstved blev i november inviteret til at mødes med den lokale EDC Poul Erik Bech-mægler.

Anledningen var en donation fra Poul Erik Bech Fonden på 50.000 kr. Det var Michael Kristiansen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som kunne overrække beviset på donationen til Stine og Daniel Ingebrigtsen fra BROEN Næstved.

Pengene skal bruges til at støtte socialt udsatte børn og unge til at gå til noget i fritiden i de lokale idræts- og fritidsforeninger.

Michael Kristiansen har selv som fodboldtræner gennem flere år oplevet, hvordan dårlig økonomi får nogle børn til at stoppe med sporten:

“Det er altid den tid på året, hvor der skal betales kontingent,” fortæller han til Sjællandske og fortsætter: “Det er bare så vigtigt, at børn og unge har et fristed, hvor de kan få nye venner og opleve ligeværdighed.”

Det er ikke kun i Næstved, at Poul Erik Bech Fonden i 2019 har valgt at påskønne det frivillige arbejde i BROEN Danmark. Samlet set har fonden valgt at give 1 million kr. til BROENs lokale indsats fordelt over det meste af landet.

Om Poul Erik Bech Fonden

Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Fonden ejer i dag størstedelen af mæglervirksomheden. Gennem overskuddet fra EDC Poul Erik Bech støtter fonden især foreninger, der gør en forskel for børn.

Find mere om Poul Erik Bech Fonden