4. april 2018

Gode oplevelser med sport

Noget af det bedste, man kan opleve som frivillig i BROEN, er at høre om den positive forskel, som vores indsats gør for det enkelte barn.

Derfor varmer det meget, når forældrene til barnet fortæller os om nogle af de gode oplevelser, som barnet har haft i sin fritidsaktivitet med støtte af BROEN Næstved. Vi har for nylig fået hilsner, der viser betydningen af at kunne gå til noget i fritiden sammen med andre børn.

Karatebørn

(Modelfoto)

I begyndelsen af marts fik vi denne hilsen fra en mor til en dreng, der går til karate:

“Hej Broen! Jeg syntes bare lige, jeg vil vise jer, at min søn, som I støtter, i dag har fået 2 x bronze og hele klubben har i dag fået 13 medaljer : 5 guld, 4 sølv og 4 bronze. 1000 tak fordi I gør det muligt for os, at vores søn kan dyrke det, han elsker!”

Lidt senere i marts kom denne hilsen fra forælder til en pige, der går til gymnastik:

“Først en hilsen og en STOR tak, for at I gjorde det muligt for min datter at gå til gymnastik hele vinteren 🙂 Min datter ELSKER at lave gymnastik og træner både om mandagen med HG Girls samt hjemme på stuegulvet. Hun har sammen med holdet været til 3 opvisninger, og de er blevet udtaget til at give opvisning ved Gymnastik Galla 2018 i DGI Storstrømmen i Maribo i morgen. Hvilket er STORT inden for gymnastik :-).”

Vi har lige forlænget støtten, så datteren kan fortsætte med det, hun elsker, og vi ønsker hende god fornøjelse med gymnastikken fremover.