Støt Broen Danmark - Min konto

21. december 2016

Hyldest til Køge

En festlig aften i sportens tegn blev afsluttet med en gedigen overraskelse, da atleter fra Køge Kommune i går aftes blev hyldet i Teaterbygningen med overrækkelse af et lykønskningsbrev og et diplom ved borgmester Flemming Christensen (K) og formand for kultur- og idrætsudvalget, Anette Simoni (V).

Grundet få indstillinger havde sponsorerne nemlig valgt ikke at uddele prisen som Årets Idrætsnavn, skriver DAGBLADET.

– Lad det være en opfordring til klubber og foreninger om at sørge for at få indstillet kandidater, så sponsorerne ikke holder op med at uddele prisen, advarede borgmesteren.

Hyldest til BROEN

flemming-peter

Flemming Christensen (tv) lykønsker Peter Poulsen

I stedet kunne borgmesteren afsløre, at hæderen og den medfølgende check på 30.000 kroner gik til den frivillige forening BROEN Køge, der støtter børn fra udsatte familier med eksempelvis penge til sportstøj og andet udstyr, så børnene kan deltage i forenings- og idrætsliv.

En tydeligt glad og rørt Peter Poulsen blev kaldt på scenen for at modtage blomster og hyldest.

– Du er jo en rigtig Køge-dreng og jeres indsats kommer jo hele Køge Kommune til gode, konstaterede Flemming Christensen, der spøgefuldt tilføjede:

– Nu mangler jeg bare en konto at sætte pengene ind på – jeg har jo en selv, men altså…

Peter Poulsen måtte kæmpe lidt med en klump i halsen, da han efterfølgende kommenterede den overraskende hæder.

– Det er jo helt forrygende. Det er fantastisk, at der er sådan en opbakning til det, vi går og laver. Og det er jo vigtigt, at “vores” børn kommer ud i foreningerne og får rørt sig og får gode venner. Noget andet at snakke om end problemer, sagde Peter Poulsen, der både er kontaktperson for BROEN Køge og formand for de i alt 24 afdelinger på landsplan.

– Vi går ikke efter at være store – vi går efter at være dér, hvor der er behov for det – og det er der desværre mange steder, konstaterede han.