Støt Broen Danmark - Min konto

12. november 2013

Donation fra DBK

Da DBK Logistik Service den 19. september vandt Integrationsrådets erhvervspris, besluttede virksomheden sig for, at prisen skulle gå til et godt formål inden for integration. Valget er faldet på Broen Køge.

Integrationsrådet i Køge Kommune valgte DBK Logistik Service som vindere af prisen for deres arbejde med Corporate Social Responsibility; DBK fokuserer på at integrere medarbejdere med anden kulturel og sproglig baggrund både fagligt, kulturelt og socialt. Virksomheden har mere end 30% ansatte med anden etnisk baggrund end dansk. Prisen blev overrakt af borgmester Marie Stærke.

Overrækkelse

Økonomichef hos DBK, Jan Hjort-Gravesen (nr. to fra venstre) overrækker checken til Peter Poulsen fra Broen Køge (Foto: JCJ)

Økonomichef Jan Hjort-Gravesen fra DBK siger: ”Vi vil gerne støtte integrationsarbejdet for de unge, da vi tror på, at chancen for succesrig integration stiger, hvis indsatsen starter tidligt. Generelt ser vi, at der er stort behov for at støtte de unge. Idræt er en vigtig integrations-motor, hvor evnerne ikke afhænger af kulturel eller etnisk baggrund. Broens koncept er enkelt og effektivt. Vi har tillid til, at der er kort vej til handling, så pengene gør gavn – hurtigt!”

DBK så Broen som et naturligt valg, fordi den arbejder på at gøre en forskel netop på dette specifikke felt.

Læs mere om DBK Logistik Service på: www.dbk.dk

Broen Køge hjælper udsatte børn og unge, som er afskrevet fra at have et aktivt fritidsliv. Børn og unge får tilbuddet om at dyrke deres fritidsinteresser på lige fod med alle andre og de får mulighed for at møde voksne med overskud og engagement. Broen Køge støtter økonomisk i form af kontingentbetaling, hjælp til tøj og udstyr samt hjælp til transport til og fra aktiviteten. Foreningen drives af frivillige og alle fondsmidler går til udsatte børn og unge. Broen Danmark er støttet af Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

Der findes i dag 14 lokalforeninger under Broen Danmark. Lokalforeningerne hjælper over 1.200 børn og unge i hele landet.

Peter Poulsen, stifter af Broen Køge, synes, at det er en flot gestus at sende prisen videre. Han siger: ”Pengene, som vi modtager, tager jeg som et bevis på, at folk i Køge Kommune har taget Broen til sig som en god forening, der er behov for. Vi har på under et år hjulpet over 50 unge mennesker i Køge Kommune med udstyr til at komme i gang med at dyrke idræt. Penge fra DBK vil hjælpe os yderligere og vi er meget taknemmelige overfor DBK, som her viser, at de også er opmærksomme på at hjælpe på nye områder”.

Stor tak fra BROEN-Køge.

Læs mere om Broen Danmark på: www.broen-danmark.dk

DBK Logistik Service videregiver prisen på 15.000 kr. til Broen Køge tirsdag den 12. november kl. 15 hos DBK, Mimersvej 4, 4600 Køge.