Støt Broen Danmark - Min konto

24. oktober 2020

Marias forældre måtte vælge: Tøj eller fritid?

“Hos dem spillede det ingen rolle, at det var BROEN, der gjorde det muligt for mig at gå til dans. Vi var alle en del af det samme fællesskab.”

Det fortæller Maria til Avisen Danmark, der fortæller hendes historie om at blive støttet som barn til at gå til dans på en danseskole i Horsens. “Dem” var instruktørerne og de andre børn og unge hos Juliussens Danseinstitut, som i fin samklang med BROEN Horsens tog Maria ind i fællesskabet med dansesko, legende lette bevægelser og rytmer på dansegulvet.

Som barn drømte Maria Skov Kristensen om at gå til dans. Men forældrenes økonomi var meget presset, og derfor måtte noget andet vælges fra i hverdagen, hvis der skulle blive råd til fritidsaktiviteter for Maria og hendes to ældre søskende.

Vi har tidligere her på hjemmesiden fortalt historien om Maria, der drømte om at gå til dans, men hvor det ikke lå lige for, at familien kunne finde pengene til det.

Find tidligere indlæg om Maria og dansen

Tine Bryld Prisen til BROEN for at hjælpe børn som Maria

Maria

Maria i Sønderbro Kulturhus, hvor også danseskolen har lokaler (Foto: Anders Boll, BROEN Horsens)

I forbindelse med at BROEN Danmark og alle BROENs lokalforeninger har fået tildelt Tine Bryld Prisen, som også kaldes “Danmarks store socialpris”, har bl.a. Avisen Danmark og TV2 Østjylland fået Maria til at se tilbage på, hvad det betød for hende som barn at blive hjulpet af BROEN.

I dag er Maria 21 år og danser ikke længere, da hverdagen med arbejde på det lokale sygehus, venner og kæresten ikke levner tiden til. Men hun har danset i 13 år fra seks års-alderen og tænker tilbage på det som noget af det bedste, hun kunne foretage sig som barn og ung.

Forældrene blev skilt, da Maria kun var tre år, og både mor og fars økonomi var meget stram, så der skulle prioriteres meget hårdt:

“Mine forældre var egentlig villige til at betale det, så jeg kunne starte mit danseeventyr. Men hvis ikke Broen havde betalt for det, så havde mine forældre været nødt til at vælge andre vigtige ting som eksempelvis tøj fra i budgettet,” siger Maria Skov Kristensen til TV2 Østjylland.

Heldigvis kendte en pædagog på hendes skole til muligheden for hjælp fra BROEN Horsens. Pædagogen fortalte Marias mor om det og foreslog, at de tog kontakt til Hans Søgaard, som dengang var formand for BROEN Horsens.

Når hun tænker tilbage på tiden med dansen, er der ikke tvivl i hendes sind:

“Det har betydet rigtig meget for mig. Dansen betød, at jeg var social, fik venner og var sammen med børn og unge på min egen alder. Det har været med til at opbygge selvtillid og selvværd for mig at finde ud af, at jeg er god til noget,” siger Maria Skov Kristensen til TV2 Østjylland.

Find hele artiklen om Maria hos TV2 Østjylland

Find hele artiklen om Maria hos Avisen Danmark

Find tidligere indlæg om samarbejdet med Juliussens Danseinstitut

BROEN-støtten har afgørende betydning for udsatte børn og unges fritidsaktivitet

Idrættens Analyseinstitut (Idan) har i en rapport fra 2019 bl.a. set på betydningen af økonomisk støtte til fritidsaktiviteter for børn og unge i socialt udsatte familier.

Figur, der viser betydningen af økononomisk støtte for udsatte børns fritid (Illustration: Idrættens Analyseinstitut)

Ud fra en spørgeskemaundersøgelse blandt børn hos to af BROENs lokalforeninger kunne rapporten konkludere, at støtten fra BROEN var helt afgørende for, at netop disse børn overhovedet gik til en aktivitet i fritiden. Desuden viser forskningen, at forældrene til de udsatte børn i mindre omfang end andre voksne er aktive med motion og bevægelse i hverdagen. Det antyder, at BROENs og andre lignende tilbud kan være til at bryde det sociale mønster fra forældrene om at være aktiv i fritiden i idræts- og fritidsforeninger.

“Indsatser for socialt udsatte børn og unge i idrætten er nødvendige, fordi det er målgrupper, der ikke selv finder vej til foreningslivet, og som ofte heller ikke har ressourcerne i hjemmet til at kunne dyrke idræt,” siger Maja Pilgaard til TV2 Østjylland.

“Broen gør en kæmpe stor forskel for at få børn ind i foreningslivet. De giver rigtig mange børn og unge muligheden for at blive en del af et aktivt fællesskab. En mulighed mange af dem ellers ikke har,” lyder det fra forskeren, der i dag er selvstændig analytiker med firmaet Active Research.

Find rapporten hos Idrættens Analyseinstitut