Den 11. udgave af 2412Run Horsens trak 1.502 deltagere til at tage en tur om Bygholm Sø.
Det er det næsthøjeste deltagerantal nogensinde, og for mange horsensianere er det tydeligvis blevet en tradition at deltage i juleløbet og støtte et godt formål.
For nogle af deltagerne blev det til mere end en runde, så der i alt blev tilbagelagt 1.604 omgange om søen. Det betyder et bidrag fra omgangssponsoren Grafisk Forum (3 kr. pr omgang) på i alt 4.812 kr. Desuden var der frivillige bidrag fra deltagerne i indsamlingsboksen på 4.925 kr. og 1.050 kr. kom via mobiloverførsler.
Rema 1000-kæden har doneret 3.000 kr. til 2412Run Horsens. Dermed kommer indsamlingen til BROEN Horsens op på 13.787 kr.
Endelig havde en flok løbere i “Løb en julekalender” valgt at give overskuddet fra deres løb fra 1. – 24. december til BROEN. Det blev til en donation på 10.725 kr., som blev overrakt direkte til BROEN Horsens.
En stor tak til sponsorer, frivillige hjælpere og deltagere i årets 2412Run i Horsens!