Støt Broen Danmark - Min konto

13. oktober 2017

En bro til dans og bowling

Den 2. oktober 2002 blev BROEN Horsens stiftet. I forbindelse med 15 års jubilæet bringer vi nogle af de gode historier om børn, der er blevet hjulpet til en aktiv fritid i lokale idræts- og fritidstilbud. Her kan du læse om to gange Maria – den ene Maria går til dans, og den anden Maria spiller bowling.

Maria Skov Kristensen

Maria Skov Kristensen (foto: Anders Boll)

18 år, går i 2.g på handelsgymnasiet i Horsens, danser hos Juliussens Danseinstitut

”Jeg har danset, siden jeg var 5-6 år, og dansen vil altid være en del af mit liv. Det betyder alt for mig, og det har givet mig glæde ved livet at danse. Der er ikke noget, der kan holde mig væk fra at skulle til dans, og den kan gøre møgdage til gode dage for mig.

Jeg kan ikke huske, hvordan min mor fik kontakt til BROEN, men det var vist gennem en pædagog på skolen. Min mor har været alene med mig og mine to ældre brødre, så der har aldrig været ret mange penge at gøre godt med. Derfor betød det meget for hende, at BROEN kunne hjælpe. Og også for mig selvfølgelig, så på en måde er det BROEN, som har givet mig livsglæde.

Det er så godt at komme på danseinstituttet – det er som en stor familie, hvor vi alle kender hinanden, både instruktører og dansere. Der er et godt venskab og et godt socialt miljø. Og så er det lidt gammeldags på den gode måde, hvor man går op i pli – at man ikke tygger tyggegummi, mens man danser, at vi ikke hænger op ad ribberne og hører efter, når der bliver talt og sådan noget. Det kan jeg godt lide.

For mig er dansen blevet en del af mit liv, som jeg vil holde fast i. Det gør mig glad, og selv om jeg går på gymnasiet og har arbejde ved siden af, vil jeg også fortsætte med at danse. Siger man ikke også, at man bliver klogere af at danse?

Hvis ikke BROEN havde støttet, havde det været svært for min mor at klare udgiften, og jeg tror ikke, at jeg havde fået muligheden for at danse.

Min drøm for fremtiden er at få et godt liv, at have det godt med mine medmennesker og at få en god økonomi. Og så vil jeg blive ved med at danse.”

Maria Nielsen

Maria Nielsen (foto: Anders Boll)

24 år, arbejder som sygeplejerske, spiller på ligaholdet hos Stars and Strikes i Horsens

”Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg begyndte at bowle, da jeg var 11 år. I skolen blev jeg mobbet, og en pædagog foreslog, at jeg skulle prøve at gå til noget i fritiden, og hun hjalp med at kontakte BROEN.

Her foreslog Hans Søgaard, at jeg skulle prøve bowling, og at jeg kunne tage et par veninder med. Jeg havde aldrig prøvet det før, men syntes, at det var sjovt, og sammen med den ene veninde fortsatte jeg. Hans var selv aktiv i klubben, og han var en god støtte for mig og blev nærmest min mentor, som også har fulgt med i mit liv uden for bowlingbanen.

For mig blev bowling et frirum i hverdagen, som jeg slappede af med, og som gav mig selvtillid, også selv om jeg stadig havde det lidt svært med de andre i skolen. Jeg fik gode venner i klubben, og jeg fandt ud af, at jeg var dygtig til at bowle. Allerede efter et år vandt jeg sølv ved JM og guld i double. I dag spiller jeg på ligaholdet for damer, og jeg har været med til tre gange at vinde DM for hold.

Støtten fra BROEN har åbnet døren for mig til en sport, der har givet mig meget personligt. Som elitespiller har det været vigtigt med den økonomiske støtte, især mens jeg var studerende og havde få penge.

Bowling er en del af mit liv, og det er her, jeg har mange af mine venner. Det sociale betyder rigtig meget. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at spille ved siden af mit arbejde som sygeplejerske.”

Find indlæg om Marcus og Enna

Find indlæg om Milo og Kerim

Find indlæg om BROEN Horsens og Hans Søgaard