5. oktober 2017

En bro til fodbold og musik

Den 2. oktober 2002 blev BROEN Horsens stiftet. I forbindelse med 15 års jubilæet bringer vi nogle af de gode historier om børn, der er blevet hjulpet til en aktiv fritid i lokale idræts- og fritidstilbud. Her kan du læse om Milo, der går til fodbold, og Kerim, der spiller klassisk klaver.

Milo Winther (foto: Anders Boll)

Milo Winther

13 år, går i 7. klasse på Østerhåbskolen, har spillet fem år hos Horsens FS, netop skiftet til Hatting-Torsted Fodbold.

”Jeg begyndte til fodbold, da jeg gik i 0. klasse, så jeg har spillet i cirka syv år. Jeg ville gerne lave noget, fordi jeg kedede mig, og min mor foreslog forskellige ting, som jeg kunne gå til. Så jeg gik til både fodbold, håndbold og karate. Jeg valgte at fortsætte med fodbold, da jeg syntes, at det var det sjoveste og det, jeg var bedst til. Jeg vil gerne være god til fodbold, og jeg hader at tabe.

Min mor var alene med mig og mine tre søskende, så hun havde ikke ret mange penge i overskud. Da hun talte med børnefamiliecenteret på Nordvang om det, var der en familierådgiver, som foreslog at søge om støtte hos BROEN Horsens, og hun hjalp også min mor med at lave ansøgningen. Det har været en stor hjælp for vores familie.

Jeg synes, at det er godt at have noget at gå til, for ellers ville jeg ikke have noget at lave, og så ville jeg nok bare sidde hjemme og spille playstation. Jeg er glad for at have fået muligheden for at komme ud blandt andre børn og være aktiv, og jeg har fået mange nye venner gennem fodbold.

Jeg kunne godt tænke mig at blive professionel fodboldspiller, og ellers kunne jeg godt tænke mig at være professionel i at spille Fifa computerspil.”

Kerim Mulalic (foto: Anders Boll)

Kerim Mulalic

15 år, går i 9. klasse på Højvangskolen, er på talentlinjen på Horsens Musikskole.

 ”Da jeg fyldte seks år, fik jeg et keyboard i fødselsdagsgave. Jeg syntes, at det var sjovt og lærte hurtigt at spille nogle af de kendte klassiske klaverstykker. Derfor ville jeg gerne lære at spille klassisk klaver rigtigt. Mine forældre kunne godt høre, at jeg havde potentiale, men de syntes også, at det var meget dyrt at gå på musikskolen. Men efter at jeg havde spurgt om det i lang tid, gav de efter, så da jeg var ni år, begyndte jeg med klaverundervisning.

Jeg har fået mange venner i musikskolen. Og så har undervisningen gjort, at jeg føler et ansvar for at øve mig for at blive bedre til at spille. Det har jeg taget med mig over i skolen, og jeg oplever, at jeg også bliver bedre til de forskellige fag, fordi jeg øver mig. Og så er det selvfølgelig fedt at kunne vise, hvad man kan, når for eksempel en lærer spørger, om jeg vil spille noget musik.

Som 11-årig deltog jeg i Berlingskes musikkonkurrence, som min klaverlærer havde opfordret mig til at stille op i. Jeg var meget spændt, men det gik godt, og jeg vandt en andenpræmie. Min lærer mente, at jeg skulle ind på musikskolens talentlinje. Jeg har på fornemmelsen, at mine forældre var i tvivl på grund af økonomien, selv om de ikke sagde noget til mig om det. Men min lærer foreslog at tage kontakt til BROEN Horsens, som heldigvis sagde ja til at støtte, og det gav mig muligheden for at fortsætte og blive dygtigere. Jeg har også lært at spille cello og tværfløjte.

I mange år drømte jeg om at leve af at spille klaver og komponere musik. Hvem vil ikke gerne blive en ny Mozart? Jeg har også spillet fodbold et par år, men i dag er det musikken og skolen, som jeg bruger tid på. Jeg har også et fritidsjob med at dele ugeaviser og reklamer ud. Jeg er nok blevet mere realistisk om min fremtid og har planer om at gå på handelsskole og senere arbejde med salg. Men jeg vil selvfølgelig blive ved med at spille klaver.”

Find indlæg om BROEN Horsens og Hans Søgaard